Brøndby Q1: Investering i spillertrup giver underskud og nedjustering

Udgivet den 21-05-2019  |  kl. 09:11  |  

Stigende udgifter til Superliga-truppen gav Brøndby IF et større underskud i årets første kvartal end i første kvartal af 2018.

Det fremgår af fodboldklubbens regnskab, der er offentliggjort tirsdag morgen.

Omkostningerne steg i kvartalet med 30,5 pct. til 48,7 mio. kr. fra samme kvartal året før, hvoraf størstedelen kan henføres til trupinvesteringer i sommeren 2018, fremgår det af regnskabet.

Det var med til at øge underskuddet til 24,8 mio. kr. fra 9,4 mio. kr.

- Personaleomkostningerne er steget markant grundet de investeringer, der blev foretaget i Superliga-truppen i sommeren 2018. De er realiseret med 29,3 mio. kr. i første kvartal 2019, skriver klubben.

Brøndby IF noterede sig også lavere entré- og tv-indtægter i kvartalet. De faldt med 22,5 pct. til 9,1 mio. kr. - ligesom klubben havde et tab på transferaktiviteter på 8,1 mio. kr. mod et underskud på 4 mio. kr. i samme kvartal året før.

- Udviklingen i resultatet skyldes primært, at afskrivningerne på kontraktrettigheder er øget grundet investeringerne i Superliga-truppen i sommer 2018, skriver Brøndby IF i regnskabet.

Klubben fra den københavnske vestegen kan ikke opfylde sin målsætning om at ende i Superligaens top tre i sæsonen 2018/19, hvilket den noterer vil resultere i lavere indtægter i første halvår af 2019 end ventet.

Derfor - i samspil med at klubben nu vil optimere truppen frem mod næste sæson - nedjusterer Brøndby IF sine forventninger til årets resultat.

Der ventes nu et underskud før skat på 40 til 50 mio. kr. Tidligere var der ventet et underskud på 10 til 20 mio. kr. før skat.

- Brøndby IF justerer sine forventninger til gevinsten ved salg af spillere i det kommende sommertransfervindue, således at der nu forventes en transfergevinst på 17 mio. kr. mod en tidligere forventet transfergevinst på 44 mio. kr. som følge af en optimering af Superliga-truppen og i den forbindelse revurdering af potentielle salgsemner, lyder det i regnskabet.

For næste halvsæson skrues der dog op for de sportslige forventninger. Fodboldklubben lægger ekstra pres på sig selv og går nu efter en placering i top tre i Superligaen i andet halvår af 2019. Den tidligere målsætning var en placering i top seks.

I regnskabet oplyses det yderligere, at Brøndby IF har besluttet at udskyde den aktieemission, som klubben tidligere forventede at gennemføre senest med udgangen af juni, til andet halvår 2019.

Brøndby IF-aktien stiger onsdag morgen kort efter børsåbning 5,2 pct. til 0,75 kr. I 2019 er aktien faldet 4,4 pct. i værdi.

Tabel over Brøndby IF's regnskab for første kvartal af 2019:

Mio. Kr. Q1 2019 Q1 2018 FY 2018
Omsætning 32,5 32,0 185,7
Transferaktiviteter -8,1 -4,0 30,4
Resultat før skat -24,8 -9,4 10,4
Nettoresultat -24,8 -9,4 10,4

Brøndby IF's forventninger til 2019:

Mio. kr. Ved Q1 2019 Før Q1 2019
Resultat før skat -40 til -50 -10 til -20

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Report❯  Shares❯  main text❯