Britisk stormagasin løftes efter beroligende corona-melding

Udgivet den 20-05-2020  |  kl. 12:17  |  

Den britiske stormagasinkæde Marks & Spencer har onsdag haft en beroligende melding med til de nervøse investorer.

Selskabet har fra morgenstunden kunnet fortælle, at udbruddet af coronavirus indtil videre ikke har ramt salget så hårdt som frygtet.

Da virusset spredte sig i Storbritannien, lød det fra Marks & Spencer, at salget inden for tøj og boligartikler ville falde 70 pct. fra april til og med juli, mens det inden for madforretningen ventedes at falde 20 pct.

Onsdag kan selskabet dog ifølge Bloomberg News fortælle, at faldet ind til videre har været beskedent, og det tages der godt imod på børsen i London.

Her stryger Marks & Spencer til tops med en kursstigning på 7,9 pct. til 92,65 pence, hvilket samtidig gør aktien til den mest stigende i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks.

Meldingen er kommet i selskabets regnskab for det skæve regnskabsår 2019/20, der løb til udgangen af marts, og som er offentliggjort onsdag.

Finanshuset Morgan Stanley peger i en analyse ifølge mediet på, at investorer, der var usikre på selskabets likviditet eller balance, burde være blevet beroliget.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder