Broadcom i vejret efter kvartalstal
Aktien i Broadcom steg i torsdagens eftermarked med 14,1 pct., da selskabets regnskab for fjerde kvartal var bedre end ventet på bundlinjen, mens overskudsprognosen for første kvartal også lå over konsensus.
Koncernen oplevede i regnskabsårets sidste kvartal en fremgang i salget på 51 pct. til 14,05 mia. dollar mod ventede 14,08 mia. dollar, mens det justerede overskud per aktie blev på 1,42 dollar, sammenlignet med 1,11 dollar et år tidligere, og mod et konsensusestimat på 1,39 dollar, ifølge Bloomberg News.
Det justerede nettoresultat blev på 6,97 mia. dollar mod et bud på Wall Street på 6,83 mia. dollar. Driftsresultatet, målt på justeret EBITDA, landede samtidig på 9,09 mia. dollar. Her var ventet 8,93 mia. dollar.
- Broadcoms omsætning for regnskabsåret 2024 steg med 44 pct. år-over-år til rekord på 51,6 mia. dollar, da omsætningen fra infrastruktursoftware voksede til 21,5 mia. dollar på grund af den vellykkede integration af VMware, siger Hock Tan, topchef i Broadcom, i regnskabet.
Broadcom købte i 2023 softwareudvikleren VMware for 69 mia. dollar.
- Omsætningen fra halvledere var i rekord på 30,1 mia. dollar drevet af AI-omsætning på 12,2 mia. dollar.
AI-omsætningen voksede således med 220 pct. på årsbasis, og den var lidt højere end de 12 mia. dollar, som koncernen stillede i udsigt i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal.
Chipproducenten regner før første kvartal af 2024/25 med en omsætning omkring 14,6 mia. dollar og en overskudsgrad (justeret EBITDA) på cirka 66 pct. Det svarer til et driftsoverskud på 9,64 mia. dollar, hvilket er mere end buddet på Wall Street på 9,28 mia. dollar.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯ Udenlandsk selskab❯