Carnegie indleder Cbrain-dækning med "sælg" og markant lavere kursmål

Udgivet den 27-05-2020  |  kl. 10:31  |  
Arkiv: Foto

Carnegie har indledt dækning af Cbrain, og finanshuset ser pt. ikke med milde øjne på aktien.

Dækningen indledes med anbefalingen "sælg" og et kursmål på 55 kr., hvilket er en del under aktiens nuværende niveau.

Onsdag formiddag handles aktien i 97,20 kr. på børsen i København efter et kursfald på 5,8 pct.

- Vi vurderer, at den nuværende værdiansættelse er overdrevet, og vi mener ikke, at aktiekursen reflekterer vækst- og margin-potentialet relativt til risikoprofilen, lyder det i en analyse fra finanshuset.

Carnegie peger i analysen på, at Cbrain konkurrerer på et fragmenteret marked med store udgifter til omstilling.

Positionen på det danske marked er stærk, og finanshuset vurderer, at selskabet bør gå efter det svenske, norske, finske, hollandsk og canadiske marked.

- Men det er tidskrævende og dyrt at penetrere nye markeder, og vi forventer ikke, at Cbrain leverer de vækstrater og den margin-ekspansion, der er i den nuværende værdiansættelse, lyder det.

Trods onsdagens kursfald er Cbrain-aktien dog fortsat steget hele 83,40 pct. i værdi siden årsskiftet, hvor der har været flere positive nyheder ude om selskabet.

Selskabet har kunnet fortælle om flere ordrer, ligesom det i januar blev til både en oppræcisering og siden en opjustering af forventningerne, inden regnskabet for 2019 landede.

I slutningen af april kunne selskabet så fortælle, at det i første kvartal er gået fri af coronakrisen, inden at aktien i midten af maj steg hele 10,1 pct., da selskabet offentliggjort sin største enkeltstående aftale nogensinde.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Initiate❯  Research❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder