Chemometec/CEO: Vores kundegruppe gør os mindre sårbare under corona

Udgivet den 18-09-2020  |  kl. 13:00  |  

En af forklaringerne bag Chemometecs fortsatte vækst i regnskabsåret 2019/20 er en stærk kundegruppe, som har været mindre sårbar under coronakrisen.

Sådan lyder det fra selskabets administrerende direktør, Steen Søndergaard, i et interview med Ritzau Finans.

- Hver gang vi sælger et instrument, er det jo ikke til en ny kunde, det er også rigtig meget til eksisterende kunder. Det er måske det, der gør, at vi er mindre sårbare end så mange andre spillere i industrien, siger direktøren.

Onsdag fremlagde Chemometec sit årsregnskab for 2019/20, som viste en vækst i omsætningen på 22 pct. til 214,1 mio. kr., mens driftsresultatet endte på 92,6 mio. kr.

- Vi har det bedste produkt i markedet og en kundegruppe, som ikke er så sårbar som andre industrier.

- Vi har alligevel været ramt af virusset, da vi eksempelvis ikke har været i stand til at besøge kunderne fysisk. Men på trods af det har vi gjort det godt, siger Steen Søndergaard.

Væksten i regnskabsåret er drevet af udviklingen i USA, hvor mere end halvdelen af selskabets omsætning kommer fra, og af salget af den nye celletæller NC-202, som nåede et salgstal på 47.

CORONAVIRUS SATTE SIT PRÆG PÅ TRODS AF VÆKST

Chemometec har som mange andre selskaber måtte tilpasse sig under coronakrisen, hvor selskabet måtte ty til digitale møder i stedet for at møde kunderne fysisk.

Den mere virtuelle tilgang til markedet ser Steen Søndergaard fortsætte et stykke ud i fremtiden.

- Det betyder ikke, at vi ikke skal besøge kunderne, når vi kan få lov til det. Men det er helt klart en præmis, vi vil bruge fremover, for det fungerer godt.

Han tilføjer, at det dog er bedre at møde de nye kunder fysisk.

- Men hvis det ikke kan lade sig gøre, er det en fornuftig erstatning, siger direktøren.

Coronavirusset har desuden været en kæp i hjulet for udviklingen af tælleapparatet Xcytomatic, så det kommer ikke til at stå klar i slutningen af 2020 som planlagt.

Chemometec håber, at apparatet sammen med den nye NC-202 kan blive en adgangsbillet til områder som bioprocessing, der blandt andet omfatter produktion af biologiske lægemidler og antistoffer, og hvor Chemometec ser et stort potentiale.

NYE FORVENTNINGER TRODS USIKKERHED FRA COVID-19

På baggrund af årsregnskabet forventer Chemometec en omsætning på 240-250 mio. kr. samt et driftsresultat på 100-105 mio. kr. i det nuværende regnskabsår.

Forventningerne forudsætter, at der ikke kommer nye nedlukninger eller restriktioner som følge af smitte med coronavirus.

Men selv hvis det sker, står Chemometec fornuftigt til at klare sig, da selskabet har formået at vokse pænt i et problematisk fjerde kvartal, vurderer Steen Søndergaard.

- Vi er robuste, fordi en stor del af omsætningen er gensalg til eksisterende kunder. Og så længe vores kunder er operationelle, skal de bruge vores varer, siger direktøren.

Chemometec-aktien stiger med 3,7 pct. til 417,50 kr. fredag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Frederik Kjærgaard Bonde

Seneste nyheder

13:55 Mærsk-rederi før udskillelse: Vi skal være en aktie med markant udbytte
13:37 Svenske Alfa Laval er flyvende efter bedre end ventet ordrenindgang
13:22 Europa/aktier: Regnskabsnyt styrer markederne i minus
12:54 Vestas-konkurrenten GE Vernova får ordredyk på 40 pct. i første kvartal
12:29 Ringkjøbing LB's kundebase og udlånsoverskud afbøder rentemodvind, mener Danske
12:19 Obligationer/middag: Renten holder niveauet frem mod vigtige nøgletal fredag
11:54 Aktier/middag: Påfaldende dyk for Novo opvejes kun delvist af plus til "de grønne"
11:29 Svitzer fastholder forventningerne efter god start på året - afviser konservativ prognose
10:16 Aquaporin rejser 172 mio. kr. i ny kapital
10:09 Astrazeneca stiger efter høj efterspørgsel på kræftmidler i første kvartal
10:04 Nordfyns Banks basisindtjening faldt i første kvartal efter stigning i omkostningerne
09:58 Stærke markeder har presset indtjeningen i Norden: Vi har været for forsigtige siger direktør
09:49 ATP-investeringer kastede 4,5 milliarder af sig i første kvartal
09:32 Fødevaregiganten Nestlé når laveste niveau siden coronakrisen efter skuffende salg
09:30 Fødevaregiganten Nestlé når laveste niveua siden coronakrisen efter skuffende salg
09:20 Aktier/åbning: Som ventet rød åbning - Novo i bund efter komitékritik
09:02 Modvind til tørlast sænker Nordens bundlinje men penge til aktionærerne
08:50 Obligationer/åbning: Som ventet uændret åbning i årets højeste niveau
08:31 Svitzer fastholder forventningerne efter god start på året
08:24 Aktier/tendens: Udsigt til rød åbning - konkurrentnyt til flere selskaber