Chr. Hansen/ABM: Investorerne søger mod unik aktie

Udgivet den 29-05-2018  |  kl. 08:30  |  

Da investorerne mandag lukkede ned for dagens handel, blinkede den danske ingrediensaktie i Chr. Hansen grønt i 614,80 kr.

Efter en stigning på 1,1 pct. i løbet af dagen nåede værdien af aktien dermed sit højeste niveau, siden selskabet blev børsnoteret.

Rekorden kommer efter en måned, hvor aktien sammenlagt er steget 9,6 pct. Ifølge Michael Friis Jørgensen, der er aktieanalytiker i Alm. Brand Markets, har udviklingen været "usædvanligt stærk" og følger oven på et solidt regnskab for andet kvartal og en kapitalmarkedsdag efter markedets forventninger.

- Den (aktien, red.) er relativt unik i hele verden, og det er det, der gør Chr. Hansen så interessant. Der er ikke mange selskaber i verden, der har den stabilitet, som de har, siger Michael Friis Jørgensen.

Regnskabsåret 2017/18 startede ellers med et hak nedad, efter at regnskabet for første kvartal viste svage tal. Det fik aktien til at falde 7,4 pct. på regnskabsdagen.

Tallene for andet kvartal blev anderledes taget positivt imod af investorerne.

- Selskabet har simpelthen leveret et godt indtryk i regnskabet og på kapitalmarkedsdagen, og det er sikkerheden, som investorerne efterspørger, siger han.

- Der er kommet noget ro omkring virksomheden. Efter et svagt første kvartal viser selskabet (i andet kvartal, red.) den sædvanlige evne til at stabilisere sig, fortsætter Michael Friis Jørgensen.

STABILE FORBRUGSAKTIER PEGER EN ANDEN VEJ

Men at Chr. Hansen-aktien nu koster over 600 kr., er overraskende for aktieanalytikeren. Han påpeger, at investorerne i en tid med snak om politisk ustabilitet ofte søger videre til stabile forbrugsaktier.

- I markedet er der lidt snak om, om man skal over i stabile sektorer - forbrugerstabile aktier - men de har det ikke godt, og indtjeningen vokser ikke. Investorerne vil dem ikke, siger han.

Men ifølge Michael Friis Jørgensen kan årsagen til Chr. Hansen-stigningen skyldes, at investorerne søger endnu videre. Næste skridt er derfor Chr. Hansen, lyder noget af forklaringen på stigningen.

- Aktiemarkedet er sådan indrettet, at hvis nogle steder ikke er gode, så samles investorerne et andet sted, og det betyder stigende aktiekurser, siger Michael Friis Jørgensen.

/ritzau/FINANS

Mathias Hagemann-Nielsen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder