Chr. Hansen/Investec: Har stadig laveste kursmål trods løft på 13 pct.

Udgivet den 17-10-2018  |  kl. 08:33  |  

Analytikerne i Investec er blevet en smule mindre skeptiske over for Chr. Hansen oven på ingredienskoncernens årsregnskab fra mandag og hæver kursmålet for aktien.

Briterne sætter dog fortsat det laveste kursmål af de 14, der er registreret i Bloombergs systemer.

Det nye kursmål er løftet med 50 kr., eller 13 pct., til 445 kr. Men alle andre kursmål for Chr. Hansen ligger mellem 455 kr. og 700 kr., viser Bloombergs register.

Chr. Hansen-aktien er i øvrigt steget med 9,1 pct. på to dage efter regnskabet og kostede 648,20 kr. ved børslukketid tirsdag - altså mere end 200 kr. over Investecs kursmål. Finanshusets anbefaling er da også "sælg".

Siden regnskabet har også analytikere i Danske Bank, Exane BNP Paribas og Berenberg hævet deres respektive kursmål for Chr. Hansen, mens DNB har sænket sit til 670 kr. fra 700 kr.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard

Tags:  Maintain❯  Research❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder