CIP køber spanske projekter: GE leverer møllekapacitet på 374 MW

Udgivet den 11-09-2019  |  kl. 13:01  |  

Den danske vindparkudvikler Copenhagen Infrastructure Partner (CIP) har gennem sin fond Copenhagen Instrastructure III K/S (CI-III) købt en vindenergiportefølje på 374 megawatt i Spanien.

Porteføljen, der går under navnet Monegros, består af ni individuelle projekter og opføres med 99 møller fra GE Renewable Energy.

Det fremgår af en meddelelse fra CIP, som har igangsat bygningen af de første af projekterne på samlet 113 megawatt.

CI-III finansierer hele investeringen på mere end 350 mio. euro gennem egenkapital, og projekterne ventes at komme i drift i første halvår 2020.

- Vi er glade for at kunne annoncere købet af Monegros-porteføljen som vores første investering i Spanien, siger seniorpartner Christian Skakkebæk fra CIP i meddelelsen.

Porteføljen er blevet udviklet i samarbejde med den lokale udvikler Forestalia, og som entreprenører indgår de tre partnere Copsa, Elecnor og GES.

GE skal ud over at levere møller også stå for service og vedligeholdelse i henhold til en langsigtet aftale.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder