Corona: Flere C25-selskaber får ansatte til at arbejde hjemme

Udgivet den 12-03-2020  |  kl. 16:39  |  
Arkiv: Foto

(opdateres)

Flere selskaber har valgt at indføre en række tiltag som følge af udbruddet af coronavirusset, der er spredt sig til blandt andet Asien, Europa og USA.

Onsdag aften skærpede den danske statsminister, Mette Frederiksen, retorikken og lukkede på en række områder Danmark ned i de kommende to uger på grund af frygten for spredningen af coronavirus.

Senest fredag vil elever og studerende på alle offentlige uddannelsesinstitutioner eksempelvis være sendt hjem, ligesom alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, skal arbejde hjemmefra.

Samtidig opfordrede hun også virksomhederne til at sende medarbejderne hjem i det omfang, det er muligt, og den opfodring har flere danske selskaber taget til sig.

Her er et overblik over nogle af tiltagene hos de danske børsnoterede virksomheder, der er en del af C25-indekset. Listen opdateres løbende:

*Danske Bank:

Mange af bankens ansatte arbejder allerede hjemmefra for at minimere risikoen for smittespredning, oplyser Jacob Aarup-Andersen, der er ansvarlig for bankaktiviteterne i Danmark.

Banken bestræber sig på at holde alle filialer åbne men på nedsat kraft. Samtidig bedes kunder, der har behov for et møde, om at holde telefon- eller onlinemøde for at mindske smitterisikoen.

Alle medarbejdere opfordres til at tilrettelægge deres arbejdstid, så de undgår at rejse med offentlig transport i myldretiden.

Banken har indført skærpede restriktioner på at bevæge sig fra en lokation til en anden i Danske Bank for at minimere risikoen for smittespredning. Og man begrænser interne møder mest muligt.

Fra fredag lukkes alle kantiner.

Medlemmerne af direktionen arbejder fra forskellige lokationer.

*Mærsk:

Hos Mærsk arbejder flest mulige medarbejdere i Danmark arbejder hjemmefra, og hver leder har ansvaret for at vurdere behov og planlægge beredskabet for de enkelte områder.

Målet er at holde forretningen kørende i videst muligt omfang under hensyntagen til myndighedernes anbefalinger. Møder afholdes virtuelt såvidt muligt

Selskabets terminaler og skibe er fuldt funktionsdygtige, og det fortsætter arbejdet med at opretholde kundernes globale forsyningslinjer. Mærsk står klar til at udfylde selskabets rolle i at sikre "stabile leverancer af varer for kunderne og bistå dem i at håndtere den globale efterspørgsel", lyder det.

Mærsk oplyser desuden, at selskabet følger myndighedernes rejsevejledninger, og der tages særlige forholdsregler ved rejseaktivitet, og de revurderes løbende. Selskabet opfordrer alle medarbejdere til at undgå rejseaktiviteter, medmindre de er "absolut forretningskritiske".

* FLSmidth:

I Danmark har selskabet bedt alle de medarbejdere, der har mulighed for det, om at arbejde hjemmefra. Den opfordring gælder foreløbigt i 14 dage.

På hovedkontoret i Valby ventes omkring 20 pct. fortsat at møde på arbejde ud af de omkring 1000 medarbejdere, lyder det.

Selskabet følger myndighedernes rejsevejledninger, og der er i øjeblikket ingen rejser med interne formål.

Situationen kan potentielt få betydning for nogle af FLSmidths projekter, men det er for tidligt at sige mere konkret om, hvordan og i hvilken grad det konkret udmønter sig.

Selskabet forventer at kunne fortsætte med at servicere kunderne på globalt plan.

* Novozymes:

Enzymgiganten har etableret et team, der håndterer situationen og som nøje følger myndighedernes anvisninger, oplyser koncerndirektør Thomas Videbæk.

De ansatte arbejder, så vidt det er muligt, hjemmefra fra og med torsdag.

Novozymes oplyser, at det som hovedregel er de kommercielle og administrative funktioner, der er sendt hjem, mens selskabets operationer i produktionen og laboratorier fortsætter som normalt.

Selskabet har 2600 ansatte i Danmark fordelt i Lyngby, Bagsværd, Kalundborg og København.

*Coloplast:

Medicokoncernen har torsdag morgen besluttet, at alle de medarbejdere, der kan arbejde hjemmefra, skal gøre det. Samtidig er det blevet indskærpet, at alle der føler sig syge eller usikre skal blive hjemme.

Coloplast har også valgt at aflyse alle møder med over 10 personer og i stedet holde møder over Skype. De nye retningslinjer gælder, "indtil der kommer nye instrukser".

Ifølge selskabet får det, som det ser ud nu, ikke problemer med at distribuere produkterne, der eksempelvis tæller stomiposer og katetre, som følge af virusudbruddet i og uden for Danmark. Coloplast er ved at lave særskilte regler for distributør- og produktionshold globalt.

Coloplast har desuden en del af produktionen i Kina, og den var lukket ned i en periode efter de kinesiske myndigheders anbefaling. Den 10. februar blev produktionen i landet genoptaget.

*Ambu:

I Danmark har Ambu meldt ud, at medarbejderne skal møde ind torsdag for at hente deres ting som computere, noter og lignende, og fra fredag og to uger frem skal alle de medarbejdere, der kan, arbejde hjemmefra.

Nogle har en rolle, der kræver, at de fortsat er fysisk på hovedkontoret, lyder det. Selskabet venter, at det drejer sig om cirka 15 personer - herunder udviklere, der arbejder med prototyper og i testlaboratorier. Normalt er selskabet over 300 personer på hovedkontoret i Danmark.

Ambu har en del af produktionen i Kina, og den var lukket ned i en periode efter de kinesiske myndigheders anbefaling. Den 10. februar blev produktionen i landet genoptaget. Til at begynde med var produktionen i gang på halv kraft, og nu er tilbage på "noget der ligner" fuld kraft, oplyser selskabet.

*Chr. Hansen:

Onsdag aften efter statsministerens pressemøde sendte ingredienskoncernen en e-mail ud til alle selskabets medarbejdere i Danmark om, at alle, der kan, skal arbejde hjemmefra indtil videre, og at møder så vidt muligt afvikles virtuelt.

Der er sendt globale retningslinjer ud om hyppig håndvask og afspritning, minimering af møder og aflysninger af rejser samt større forsamlinger.

Chr. Hansen opretholder fuld kapacitet i produktionen og har fyldte varelagre. Selskabet kan omlægge produktionen, hvis det skulle blive nødvendigt eksempelvis at flytte produktionen til en anden fabrik, i det omfang, det er logistisk muligt, oplyser selskabet.

*Pandora:

Smykkeselskabet sendte efter statsministerens pressemøde til alle ansatte på hovedkontoret i København om, at de skulle arbejde hjemmefra. De ansatte er derfor ikke mødt på arbejdet torsdag morgen.

Pandora havde tidligere onsdag en plan for, hvordan selskabets ansatte på hovedkontoret skulle arbejde fremover. Men den plan blev overhalet af tiltagene onsdag. Derfor var selskabet parat til at lade alle arbejde hjemmefra allerede fra torsdag morgen.

*Rockwool:

Fortsætter for nu selskabets fabriksoperationer i Danmark og andre steder. I overensstemmelse med regeringens seneste vejledning har isoleringsproducenten bedt kontoransatte om at arbejde hjemmefra. Medarbejdere som varetager kritiske kontoraktiviteter må fortsat arbejde fra hovedkontoret.

Udlandsrejser kræver den øverste ledelses godkendelse og bliver registreret.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder