Danmark/økonomer: Fremgang i BNP skal tages med visse forbehold

Udgivet den 31-05-2017  |  kl. 09:46  |  

At bruttonationalproduktet (BNP) steg i første kvartal med 0,6 pct. set i forhold til kvartalet før er ikke nødvendigvis en god nyhed.

Det påpeger Jan Størup Nielsen, der er chefanalytiker i Nordea.

- Desværre er billedet knap så godt, når man kigger på, hvad der drev denne fremgang. Således bidrog en opbygning af lagrene med 0,7 pct.point til den samlede vækst. Det vil sige uden denne lageropbygning havde væksten været negativ i første kvartal, skriver chefanalytikeren i en kommentar.

Også i Jyske Bank holdes begejstringen lidt ud i strakt arm.

- Udviklingen i dansk økonomi er nok ikke helt så stærk, som tallene antyder på overfladen. Men opsvinget kører, det kan der ikke være tvivl om, lyder det fra cheføkonom Niels Rønholt.

Steen Bocian, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, peger på, at der er nogle underliggende faresignaler i dagens tal, som man bør være opmærksom på.

- For eksempel faldt investeringerne med 2,7 pct. i forhold til kvartalet forinden. Danmark kæmper i disse år med meget lave vækstrater for produktiviteten, hvilket i nogen grad skyldes en ret lav investeringsaktivitet i danske virksomheder.

- Ifølge Vismændenes prognose fra i tirsdag skal en stor del af BNP-væksten de kommende år trækkes af en større investeringsaktivitet, hvilket vil have en positiv effekt på produktiviteten. Dagens tal giver dog ikke anledning til at tro, at investeringsaktiviteten er på vej op i Danmark, skriver han om udviklingen.

Usikkerheden på BNP-væksten opgøres til +/- 0,5 pct., oplyser Danmarks Statistik.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang +45 33 30 03 61 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  macro❯  Danmark❯ 

Relaterede nyheder