Danmark bekymret over udsigt til EU-forslag om mindsteløn

Udgivet den 10-12-2019  |  kl. 18:54  |  

I både fagbevægelsen og regeringen sukker man efter en garanti for, at EU ikke vil indføre en mindsteløn via et rammedirektiv, da det vurderes som en alvorlig trussel mod den danske arbejdsmarkedsmodel.

Bekymringen går på, at EU-Domstolen tidligere har overtrumfet særlige nationale hensyn til regler på arbejdsmarkedet, som ellers var sikret i direktiver.

EU-Kommissionen vil ikke forholde sig til den helt konkrete udfordring med domstolen, men svarer følgende om forslaget, der ventes i første halvdel af 2020:

- I overensstemmelse med (EU-Kommissionens formand, red.) Ursula von der Leyens politiske retningslinjer vil et ethvert forslag afspejle, at mindsteløn fastsættes efter national praksis via kollektive aftaler eller lovbestemmelser, siger en talsmand til Ritzau.

Lignende løfter er givet før, men det betrygger ikke fagbevægelsen og regeringen. Man frygter en "dynamisk tolkning" af direktivet, hvis det ender i EU-Domstolen.

EU-Kommissionen har ikke lagt sig fast på, hvordan forslaget skal udformes. En høringsproces indledes snarest.

Mindsteløn er en meget høj prioritet for EU-Kommissionen. Formand Ursula von der Leyen har nævnt det i sine større taler, siden hun blev valgt til posten i juli 2019.

- Formand von der Leyen har lovet at præsentere et juridisk redskab, som sikrer, at arbejdstagere i unionen får en fair minimumløn. Det skal sikre dem et anstændigt liv. Uanset hvor de arbejder, siger talsmanden.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har mandag og tirsdag holdt en række møder i Bruxelles med det mål at sikre den danske model.

- Hvis det skal være i direktivformat, som jeg har svært ved at se, at kommissionen ikke vil gå efter, når man har gjort det til så stor en del af sit program, så er vi bekymrede.

- Vi er stærkt bekymrede for, i hvilken form man vil fremme dette forslag, siger han.

Han finder det paradoksalt, at man ser på de nordiske landes sociale modeller med beundring, mens man "så vælger et værktøj, der er det stik modsatte af, hvad der har gjort de nordiske lande så stærke, trygge og lige".

Bente Sorgenfrey, som er næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, holder onsdag møde med Joost Korte, som er direktør for generaldirektoratet for beskæftigelse i EU-Kommissionen.

Her vil hun igen presse på for, at man undgår et direktiv.

- De har ikke rigtig villet gå ind på den debat om, at EU-Domstolen kan overtrumfe. Det har vi sagt flere gange - også i høringer, siger Sorgenfrey.

Fagbevægelsen har fået udarbejdet et juridisk notat, der viser, at EU-Domstolen vil kunne overtrumfe særlige hensyn i et direktiv om mindsteløn.

- Hvis de kunne give os nogle garantier for, at det ikke vil ske, så kunne det godt være, at vi trak vejret lidt lettere, men det har de ikke kunnet endnu, siger hun.

/ritzau/

Redaktion

Tags:  Danmark❯  Europa❯ 

Seneste nyheder

09:19 Aktier/åbning: Unibrew på himmelflugt i konfliktfokuseret marked
09:06 Mærsk kan se rateindeks for containerfragt stige for tredje uge i træk
09:05 Obligationer/åbning: Beskedent rentefald efter missilangreb på Iran
08:26 Aktier/tendens: Unibrew og Mærsk kan gå mod strømmen i ventet rød åbning
08:03 GN får sat kursmålet op af Danske Bank der spår pæn organisk vækst i første kvartal
08:02 Unibrews opjustering ses belønnet med kursstigning på 2-5 pct. hos Jyske Bank
08:00 Antallet af folkepensionister steg i 2023
07:51 Unibrew får hævet anbefaling og kursmål hos ABG efter regnskab med opjustering
07:22 Fransk ISS-konkurrent leverer stærkere end ventet vækst drevet af højere priser
07:12 Israels angreb på Iran udløser markant prishop på olie
07:06 Obligationer/tendens: Udsigt til rentefald efter eskalering af konflikt i Mellemøsten
06:42 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag
06:41 Asien: Massiv risikoaversion sender aktieindeks ud i solide kursfald
06:34 Netflix slog klart markedets forventninger i første kvartal - men aktien faldt
06:34 Iran lukker landets største lufthavn efter melding om angreb
06:34 Israelske missiler rammer Iran - medie
06:34 Demant-chef ser mere aktive ældre løfte markedet i USA
06:34 Demant-chef: Stigende tilskud har hjulpet markedet i USA - men ikke som i Europa
06:34 Unibrew-opjusterer indikerer at værste er ovre mener analytikere
06:34 Unibrew med stærkt momentum fra årets start - slår forventningerne