Danmark: PMI-indekset faldt i marts - men vidner fortsat om vækst

Udgivet den 03-04-2018  |  kl. 11:00  |  

Danske indkøbschefers aktivitetsindeks, Dansk PMI, indikerer fortsat vækst i industriaktiviteten, på trods af at indekset faldt i marts, oplyser Dansk Indkøbs- og Logistik Forum og Kairos.

PMI-indikatoren, der er en indikator for den faktiske aktivitet i de adspurgte virksomheder, var 62,9 i marts, og det er dermed fortsat over den neutrale værdi på 50. I februar var indekset på 70,0.

Udviklingen dækker over et fald i underindekset for nye ordrer og produktion. Omvendt steg underindekset for beskæftigelse til det højeste niveau i seks måneder.

- Ordreindekset faldt i marts til 62,3. Dette indikerer en svækkelse af væksten i nye ordrer sammenlignet med måneden før, skriver Dansk PMI.

Underindekset for produktion faldt 14,1 pct.point til 62,1 i marts. Det sæsonjusterede niveau for beskæftigelse steg til 63,9 i marts fra 61,2 i februar.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  macro❯  Danmark❯ 

Relaterede nyheder