Danmark: Priserne steg helt som ventet i juni

Udgivet den 10-07-2018  |  kl. 08:06  |  

De danske forbrugerpriser stegt i juni med 1,1 pct. på årsbasis, viser tal fra Danmarks Statistik.

Ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News var der ventet en årsstigningstakt på netop 1,1 pct.

Dermed er inflationen helt uændret, da årsstigningstakten for forbrugerpriserne måneden forinden også var 1,1 pct.

- Det er i høj grad årlige prisstigninger på benzin og diesel samt husleje og bankgebyrer, der holdt forbrugerprisstigningerne oppe i juni måned. I forhold til samme måned sidste år steg priserne 11,0 pct. på benzin, 17,0 pct. på diesel, 1,2 pct. på husleje og 4,8 pct. på bankgebyrer, skriver Danmarks Statistik tirsdag morgen.

På månedsbasis faldt forbrugerprisindekset med 0,1 pct. i juni i forhold til maj, viser statistikken tirsdag.

- Isoleret set trak prisfald på tøj forbrugerprisindekset ned med 0,15 procentpoint. Omvendt trak prisstigninger på charterrejser, leje af sommerhuse samt elektricitet forbrugerprisindekset op med 0,15 procentpoint, lyder det fra Danmarks Statistik.

/ritzau/FINANS

Mathias Hagemann-Nielsen

Tags:  macro❯  Danmark❯ 

Relaterede nyheder