Danmark/AL: Bnp-tal gør lidt ondt

Udgivet den 30-06-2022  |  kl. 08:32  |  

- Av, den gør lidt ondt den her, skriver cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juel Borres i sin kommentar til dagens tal for dansk bnp i første kvartal i år.

Endelige tal fra Danmarks Statistik torsdag morgen viser, at dansk økonomi skrumpede med 0,5 pct. i første kvartal. Den foreløbige opgørelse havde vist et fald på 0,1 pct.

- Det er især eksporten, privatforbruget samt det offentlige forbrug, der er forklaringen, påpeger cheføkonomen.

Han mener, at udfordringerne tårner sig op for dansk økonomi, og at risikoen for yderligere nedgang absolut er til stede. Danmark står på tærsklen til teknisk recession.

- Forbrugertilliden er historisk lav, og erhvervstilliden har senest også fået stryg, fremhæver han.

- Prisstigninger bider på både forbrugere og virksomheder. Det vil ramme privatforbruget, som allerede i årets første kvartal begyndte at halte. Og samtidig er eksporten og investeringerne også i risiko for at blive ramt med den markant forøgede usikkerhed efter Ruslands invasion af Ukraine, lyder det videre.

Jeppe Juel Borre understreger, at bnp er et væsentligt tal for økonomien, men altid skal tages med en god portion salt og ikke kan stå alene som pejlemærke.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  macro❯  Danmark❯