Danske Bank: Eksperter ser kapitalmangel på 40 mia kr - citat

Udgivet den 21-11-2018  |  kl. 06:35  |  

Danske Bank mangler 40 mia. kr. i kapital, som aktionærerne skal skynde sig at skyde ind i koncernen.

Det mener to bankeksperter, professor emeritus Anders Grosen og lektor Johannes Raaballe fra Aarhus Universitet, skriver Finans. Danske Bank afviser dog vurderingen.

- Det kan gå galt, og det kan det gøre hurtigt. Derfor bør der straks tilføres 40 mia. kr. til banken, så skatteyderne ikke som i forlængelse af finanskrisen igen skal rage kastanjerne ud af ilden for Danske Bank, siger Johannes Raaballe.

I forlængelse af finanskrisen i 2008 spandt politikerne for skatteydernes midler et sikkerhedsnet ud under banksektoren på 4200 mia. kr. gennem en række bankpakker.

Raaballe peger også på, at Danske Bank gennem de seneste tre år har købt egne aktier for 24,2 mia. kr. og udbetalt udbytter på 26,4 mia. kr. Et samlet beløb, som overgår bankens tilsvarende betalinger til aktionærerne end i årene op til finanskrisen i 2008.

Hos Danske Bank er ledelsen dog ikke enig i vurderingen fra de to universitetseksperter.

- Det er ganske enkelt ikke korrekt, at Danske Bank mangler kapital. Tværtimod er vi velkapitaliseret og har en solvens, der kan modstå selv betydelige makroøkonomiske tilbageslag. Det er senest blevet bekræftet med EBA's (den europæiske bankmyndighed, red) stresstest for de europæiske banker, udtaler Robert Wagner, chef for Group Capital i Danske Bank, til Finans.

Johannes Raaballe og Anders Grosen vurderer Danske Banks modstandsdygtighed på baggrund af markedssolvens, da de mener, at de officielle solvensmål, blandt andet dem i Basel-reglerne, ikke var tilstrækkelige til i tide at afsløre udfordringerne i bankkrisen i 2008.

Markedssolvensen, der blandt andet baserer sig på data fra aktiemarkedet, identificerer de banker, der under krisen gik ned. Danske Bank er efter den metode nu gået fra at være en grøn til en gul bank, fordi bankens markedsværdi er faldet kraftigt på grund af hvidvaskskandalen.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder