Danske Bank får sænkede kursmål efter nedjustering

Udgivet den 21-12-2018  |  kl. 07:25  |  

Danske Banks nedjustering fra torsdag aften får flere analytikere til at sænke deres kursmål for banken.

Både Nordea, ABG Sundal Collier og Goldman Sachs har i nattens løb offentliggjort nye og lavere kursmål for Danske-aktien, viser data fra Bloomberg News.

Nordea laver den største ændring, da bankens analytiker, Jakob Brink, sætter kursmålet ned til 213 kr. fra 230 kr. Anbefalingen er fortsat "køb".

For både ABG og Goldman er justeringen kun på 5 kr. til henholdsvis 180 og 200 kr., viser Bloombergs data. Begge har også anbefalingen "køb".

Danske Bank nedjusterede sent torsdag forventningerne til årets overskud, så der nu spås "omkring" 15 mia. kr. mod tidligere 16 til 17 mia. kr. Årsagen er primært uro på finansmarkederne.

Aktien i Danske Bank lukkede torsdag i en kurs på 129,25 kr. og er i år faldet med hele 44 pct. på grund af den uro, hvidvaskskandalen fra Estland har skabt.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard

Tags:  Maintain❯  Research❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder