Danske Bank hæver priserne efter milliardoverskud
Det bliver fremover dyrere for en række danskere at være kunder i Danske Bank.
Det fremgår af breve, som er sendt ud til bankens kunder, og som varsler højere priser på en række ydelser.
Det drejer sig ifølge Børsen blandt andet om prisen for at bruge sit Visa/dankort og Mastercard i udlandet, ligesom en række rabatter for tjenester i søsterselskabet Realkredit Danmark bortfaldet.
Endelig bliver det også dyrere at modtage fysiske kontoudtog, ligesom det kommer til at koste mere at sende girokort til banken via Danske Giro.
Prisstigningerne træder i kraft 1. juli og er ifølge privatkundechef Mark Wraa Hansen nødvendige for at sikre en passende rentabilitet.
- Vi har glædeligvis haft et godt resultat for 2023 i Danske Bank. Men det ændrer ikke på, at vi tilstræber over tid at have en fornuftig sammenhæng mellem indtægter og omkostninger på de enkelte ydelser, som vi tilbyder vores kunder, skriver han i en mail til Børsen.
Her understreger han også, at Danske Bank også efter prisstigningerne vil være konkurrencedygtig.
Danske Bank-koncernen opnåede i 2023 et overskud på 21,3 milliarder kroner, hvilket er det højeste nogensinde.
Overskuddets størrelse skyldes for en stor dels vedkommende øgede nettorenteindtægter.
Gebyrindtægterne faldt en smule fra 12,6 til 11,7 milliarder kroner, blandt andet som følge af afmatningen på boligmarkedet.
/ritzau/