Danske Bank: Handelskrigen har toppet

Udgivet den 08-11-2019  |  kl. 21:53  |  

Det kan godt være, at USA's præsident Donald Trump fredag har lagt en dæmper på glæden omkring opblødningen i handelskrigen, men ikke tilstrækkeligt til at underminere troen på, at processen skrider positivt frem.

I al fald mener Danske Bank, at handelsspændingerne mellem USA og Kina formentlig vil aftage eller i det mindste ikke forværres.

- Vores bud er, at vi har set toppen af handelskrigen. Herfra stabiliseres situationen, eller der rulles tilbage, siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

Stemningen nåede nye højder torsdag, da Gao Feng, talsmand for det kinesiske handelsministerium på et pressemøde lod forstå, at de to lejre var enige om i faser at rulle handelstariffer tilbage.

- Jeg vil ikke gøre det, sagde Trump ifølge Reuters imidlertid fredag ved Det Hvide Hus, da han blev spurgt af journalister, om han er klar til at rulle alle de nye toldsatser på kinesiske varer tilbage.

Og det har skabt usikkerhed om, hvor de to parter står i forhandlingerne.

- Vi var rigtig glade for kinesernes melding torsdag, men vi sad jo og ventede på dette her tweet. Trump dræber dog ikke den gode nyhed helt, og meldingen virker til at åbne for, at noget kan rulles tilbage, vurderer Lars Skovgaard Andersen.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  macro❯  Kina❯  USA❯