Danske Bank-kundechef ser kunder søge alternativer til negative renter

Udgivet den 16-06-2021  |  kl. 08:41  |  
Arkiv: Foto

Danske Banks nye privatkundechef, Mark Wraa-Hansen, der var med til at sænke loftet for negative renter for privatkunder, løfter sløret for, hvilke alternativer danskerne har fundet til at undgå at betale for indlånene.

Det skriver Berlingske Business.

Fra 1. juli sænker Danske Bank sit loft for negative renter på indlån i banken til 100.000 kr. for privatkunder.

Det bringer bankens grænse på niveau med flere af konkurrenterne og er blevet kritiseret af erhvervsminister Simon Kollerup (S), der kalder bankerne for "grådige."

Mark Wraa-Hansen erkender over for Berlingske Business, at ingen synes, at det er sjovt at betale negative renter.

Han bemærker, at flere af bankens kunder søger rådgivning og har fundet alternative måder at omgå de negative renter på indlån.

Særligt fremhæver Mark Wraa-Hansen bankens investeringsområde.

Nogle kunder vælger da også at investere deres penge, mens andre tilbagebetaler lån, forklarer privatkundechefen til avisen.

Morten Bruun Pedersen, der er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk, er skeptisk over for bankernes dyre investeringsprodukter.

- Der er ofte temmelig høje omkostninger på bankens egne produkter, og hvis man påtager sig en risiko, som man ikke havde gjort, hvis ikke der var en negativ rente, er det et uheldigt udfald, siger han til avisen.

Tidligere har Danske Bank været i vælten for Flexinvest Fri-skandalen, hvor banken solgte et produkt til kunderne trods forventet negativt afkast.

Banken gør dog "en enorm indsats for at undgå" at havne i en lignende situation igen, forsikrer Mark Wraa-Hansen.

Originalartikel: Berlingske Business, 16. juni, side 8-9.

/ritzau/FINANS

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder