Danske Bank Q2: Sundere problemkunder sikrede pænt plus i kvartalet

Udgivet den 20-07-2017  |  kl. 07:49  |  

Danske Banks regnskab for andet kvartal var lidt bedre end ventet på bundlinjen takket være endnu en stor tilbageførsel af tidligere nedskrivninger. Desuden blev bankens 2017-forventninger - ikke helt uventet - opjusteret i torsdagens regnskab.

Kundernes økonomi har fået det så meget bedre, at penge, der før var sat af til potentielle tab på udlån, nu i stigende grad er tilbage i Danske Banks hænder.

Nedskrivningerne på udlån endte i kvartalet med en tilbageførsel på 231 mio. kr. på nettobasis, hvor analytikerne estimerede en udgift på 70 mio. kr. ifølge Ritzau Estimates. I samme kvartal sidste år udgjorde Danske Banks nedskrivninger en nettoudgift på 22 mio. kr., mens de i første kvartal også var positive med 235 mio. kr.

Regnskabets dårlige overraskelse var omkostningerne, som landede på 5760 mio. kr. i kvartalet. Det var godt nok et lille fald fra samme kvartal af 2016, men analytikerne havde ventet, at banken ville gøre et større indhug i udgifterne og begrænse posten til 5591 mio. kr.

BLANDET TOPLINJE

På toplinjen var nettorenteindtægterne i perioden på 5692 mio. kr., mens der her var ventet 5754 mio. kr. af analytikerne. Det var dog en klar fremgang fra de 5489 mio. kr., Danske Bank præsterede i andet kvartal af 2016. Gebyrindtægterne endte på 3743 mio. kr. i kvartalet og overraskede dermed positivt mod analytikernes estimat på 3567 mio. kr.

Samlet løb bankens overskud efter skat op i 4790 mio. kr., hvor analytikerne havde spået et resultat på 4712 mio. kr. ifølge Ritzau Estimates. Sidste år noterede banken et nettoresultat på 4418 mio. kr. i det tilsvarende kvartal.

Resultaterne har givet anledning til, at Danske Bank opjusterer sin prognosen for 2017 og nu regner med at tjene 18 til 20 mia. kr. i år. Tidligere var forventningen et overskud på 17 til 19 mia. kr. efter skat, mens der i 2016 blev tjent 19,9 mia. kr. på bundlinjen.

Ifølge et estimat fra Ritzau Estimates ventede analytikerne forud for regnskabet et nettoresultat på 20,1 mia. kr. i 2017, og flere havde regnet med en opjustering i regnskabet.

MÅL OM BESPARELSER BLIVER SLØJFET

Danske Banks forventninger er fortsat bygget på, at renteindtægterne vil stige i forhold til de 22 mia. kr., der var på den post i 2016, mens gebyrindtægterne også ventes at overstige sidste års 14,2 mia. kr.

Omkostningerne ses til gengæld nu at ramme omkring de 22,6 mia. kr., der blev spenderet i 2016. Der var tidligere ventet et faldende udgiftsniveau.

Nedskrivningerne ventes fortsat at være på et lavt niveau, og banken har fjernet sin tidligere formulering om, at nedskrivningerne var ventet at være højere end i 2016, hvor de på nettobasis gik i nul.

På den lange bane er det fortsat Danske Banks ambition at sikre et årligt afkast på mere end 12,5 pct. af egenkapitalen.

Tabel for Danske Banks regnskab for andet kvartal af 2017:

Mio. kr. Q2 17 Q2 17(e) Q2 16 Q1 17 FY 17(e) FY 16
Nettorenteindtægter 5692 5754 5489 5739 23.162 22.028
Nettogebyrindtægter 3743 3567 3354 3850 15.081 14.183
Handelsindtægter 1814 1847 2138 2705 7927 8607
Indtægter i alt 11.736 11.664 11.543 12.649 48.142 47.959
Omkostninger i alt 5760 5591 5805 5724 22.555 22.642
Res. før nedskrivninger 5976 6098 5738 6925 25.555 25.317
Nedskrivninger på udlån -231 70 22 -235 230 -3
Res. før skat, core 6208 6019 5715 7160 25.644 25.320
Res. før skat, non-core -25 0 65 -19 -13 37
Resultat før skat 6182 6014 5780 7140 25.604 25.357
Nettoresultat 4790 4712 4418 5530 20.100 19.858

(e) = Medianestimat, indsamlet af Ritzau Estimates blandt op til ti analytikere inden regnskabet.

Danske Banks forventninger til 2017:

. Ved Q2 17 Ved Q1 17
Nettorenteindtægter Højere end i 2016 Højere end i 2016
Nettogebyrindtægter Højere end i 2016 Højere end i 2016
Omkostninger i alt På niveau med 2016 Noget lavere end i 2016
Nedskrivninger på udlån Fortsat lave Fortsat lave, men højere end i 2016
Nettoresultat 18-20 mia. kr. 17-19 mia. kr.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard

Tags:  Report❯  main text❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
7,33%
 
21/03/19

 
4,71%
 
21/03/19

 
4,35%
 
21/03/19

 
2,59%
 
21/03/19

 
2,56%
 
21/03/19

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder