Danske Bank/Jyske: Elendigt kvartal - skuffer på næsten alle parametre

Udgivet den 18-07-2018  |  kl. 12:01  |  

Det var et "elendigt" kvartalsregnskab med skuffende tal på næsten alle parametre, Danske Bank lagde frem onsdag morgen.

Sådan lyder den hårde dom fra Jyske Bank, som dog også har opbakning fra aktiemarkedet, hvor Danske Bank ligger nederst i C25 med et fald på 7,5 pct.

Jyske Bank bemærker både modvind for nettorenteindtægterne i banken, som faldt 1,1 pct. i forhold til seneste kvartal, hvor de ellers var ventet at stige, og at handelsaktiviteten lå hele 30 pct. under analytikernes forventninger. Samtidig blev omkostningerne ikke hjulpet af den lave aktivitet.

Derudover har Danske Bank nedjusteret sine forventninger til den lave ende af den tidligere prognose om 18 til 20 mia. kr. i overskud, og det er endda før de op til 1,5 mia. kr., banken vil give væk som bod for sine unoder i Estland.

På den positive side tæller, at det blev syvende kvartal i træk med tilbageførsler på nedskrivningsposten - endda i sådan en grad, at der blev indtægtsført hele 377 mio. kr., hvor Jyske Bank havde ventet mindre end en tredjedel af det.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard

Seneste nyheder