Danske Bank/SHB: Nordirsk forretning kan komme til salg i 2018

Udgivet den 29-12-2017  |  kl. 10:14  |  

Danske Bank er "top pick" hos analytikerne i Handelsbanken blandt de nordiske banker, og det er særligt udlodningspotentialet, som gør bankens aktie til en lækkerbisken og udmønter sig i en købsanbefaling med et kursmål på 310 kr.

En ekstra joker i den sammenhæng kan være et frasalg af bankens nordirske forretning, som ifølge Handelsbanken kan blive sat til salg frem mod udgangen af 2018 og siden udløse et ekstraordinært udbytte på 9,50-10,70 kr. per aktie.

De ordinære udlodninger i form af udbytter og aktietilbagekøb estimerer Handelsbanken til omkring 11 pct. for både 2018 og 2019 - for 2018 i form af et aktietilbagekøbsprogram på 12 mia. kr. og et udbytte på 50 pct. af bankens overskud.

I forhold til den nordirske forretning noterer de to analytikere bag analysen fra Handelsbanken, Thomas Eskildsen og Peter Wallin, at Danske Banks topchef, Thomas Borgen, flere gange har givet udtryk for, at der kun er begrænsede synergier mellem den nordirske forretning og resten af koncernen.

Samtidig er den nordirske økonomi blevet forbedret betydeligt de senere år, ligesom der ses komme mere og mere klarhed om brexit-betingelserne. Det kan skabe et gunstigt tidspunkt for et frasalg, vurderes det.

Baseret på den nuværende prissætning af europæiske banker mener analytikerne, at et frasalg af de nordirske aktiviteter kan indbringe Danske Bank 8,1-9,1 mia. kr., hvilket altså ses kunne udløse et ekstraordinært udbytte - når og hvis det sker.

Danske Bank har klaret sig godt på aktiemarkedet i 2018, hvor den har givet et samlet afkast - udbytte og kursstigning - på 17,4 pct.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Maintain❯  Research❯ 

Relaterede nyheder