Danske/CS: Hvidvasksag kan give milliardbøde - risikoen er dog lille

Udgivet den 30-05-2018  |  kl. 11:05  |  
Aktie tabel

Danske Banks hvidvask-sag kan i værste fald udløse en milliardbøde, men risikoen er lille, og markedet har allerede indregnet det usandsynlige scenarie.

Det vurderer den schweiziske storbank Credit Suisse i et analysenotat.

Credit Suisse vurderer, at Storbritannien kan hævde, at det er et britisk anliggende, hvis midler fra mistænkelige transaktioner er blevet placeret i britiske banker. Endvidere kan amerikanerne hævde, at det er et amerikansk anliggende, hvis mistænkelige dollartransaktioner er clearet gennem en amerikansk bank. Risikoen er dog ikke stor, pointeres det.

Bøden kan i værste fald ifølge Credit Suisse blive på mellem 0,1 og 0,6 mia. dollar (0,3-3,7 mia. kr.).

Den potentielle bøde har analytikerne beregnet med baggrund i et vurderet omfang af mistænkelige transaktioner i Danske Bank Estlands-afdeling på 2,5-9,2 mia. dollar. Bøder for at overtræde hvidvasklovgivningen er ifølge Credit Suisse på mellem 2,1 og 6,3 pct. af transaktionsomfanget.

Skulle det værste ske, så er der allerede taget højde for det i den nuværende aktiekurs, vurderer analytikerne.

- Markedet har allerede indregnet en bøde på omkring 5 mia. kr., da aktien faldt cirka 3 pct., da Berlingske begyndte at skrive om sagen i februar, skriver Credit Suisse.

Credit Suisse-analytikerne vil heller ikke afskrive mulige bøder fra de danske og estiske myndigheder, men de vil i givet fald være små.

Analytikerne i Credit Suisse er ikke i tvivl om, at Danske Bank er en god investering og anbefaler uændret "outperform" og kursmålet er 263 kr.

Danske Bank-aktien koster onsdag formiddag 205,70 kr.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Maintain❯  Research❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder