Danskerne vil hellere købe sommerhus end ordinær bolig med andre

Udgivet den 19-02-2020  |  kl. 06:00  |  
Rødt træhus. Foto David Buchmann (Boligsiden.dk)

Der er en større andel af Boligsidens brugere, der overvejer at købe sommerhus sammen med andre end ordinær bolig. Foto: Boligsiden. 

Antallet af husstande med flere familier under samme tag har ifølge Danmarks Statistik været i vækst igennem de seneste år. Og mange potentielle boligkøbere overvejer fortsat, om de skal købe den nye bolig sammen med enten venner eller familie.

Det viser en ny afstemning blandt Boligsidens brugere. Til spørgsmålet om hvorvidt brugeren kunne finde på at købe bolig sammen med enten venner eller familie, svarer lidt over en tredjedel - konkret 37 procent – "ja".

Økonomi og sociale relationer

Men noget tyder på, at det ikke er helt ligegyldigt hvilken type bolig der er tale om. En tidligere afstemning på Boligsiden har vist, at en del flere - nemlig halvdelen af de dengang adspurgte – var positive over for at købe et sommerhus med enten familie eller venner.

"De fleste af os kan godt lide tanken om at bo sammen med andre. Men for nogle bliver det måske en stor mundfuld, når vi taler om vores primære bolig, hvor vi trods alt tilbringer størstedelen af vores tid. Der kan tanken om et fælles sommerhus virke mere spiselig for flere," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:

"Men en anden dimension af denne diskussion er selvfølgelig også, at netop i forbindelse med køb af bolig nummer to, som sommerhuset jo er, kan det rent økonomisk være en fordel for mange at købe sammen med andre, da det helt essentielt kan være med til at realisere boligdrøm nummer to, som måske ikke vil være mulig, hvis man skal købe alene."

LÆS OGSÅ: Sådan køber du lejlighed med en ven

Flere fordele i det fælles miljø

Tilhører man gruppen af boligkøbere, der tænder på tanken om at købe bolig - primær eller sekundær - sammen med andre, er der afgjort fordele ved den konstellation.

"Først og fremmest kan man jo nyde godt af hinandens selskab i det omfang, man ønsker det, og der er flere hænder til at tage sig af de praktiske opgaver lige fra rengøringen til børnepasningen. Og så er der økonomien. Med flere voksne under samme tag, er der også flere til at afdrage på lån og renter, ligesom der er flere parter, der kan lægge et bidrag til udbetalingen," forklarer Birgit Daetz.

Ifølge Birgit Daetz er det ikke mere kompliceret at købe en ejendom sammen med andre end med sin partner. Det er blot vigtigt at få indgået aftaler om eksempelvis de juridiske og økonomiske spørgsmål.

"Det er vigtigt, at alle aftaler er skrevet ned, så der ikke opstår tvivl senere hen. Derfor bør man få lavet et såkaldt samejedokument hos en advokat i denne slags situationer," forklarer hun.

På Boligsiden er der lavet en separat sektion, hvor man kan se alle de aktuelt udbudte huse, der egner sig til flere familier. Dem kan du se lige her.

Sådan gjorde vi:

Afstemningen er foretaget blandt brugerne af Boligsiden i perioden 3. februar til 14. februar. I alt er der afgivet 1.084 svar til spørgsmålet:

Afstemningen om køb af sommerhus er foretaget blandt bruger af Boligsiden 10. september til 25. september 2019. I alt er der afgivet 1.003 svar til spørgsmålet:

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯