Dantax Q3: Overskud skrumper markant - fastholder forventninger

Udgivet den 10-05-2022  |  kl. 16:26  |  
Arkiv: Foto

Dantax har set en markant reduktion i overskuddet i de første ni måneder af det skæve regnskabsår 2021/2022.

Det fremgår af det netop offentliggjorte regnskab.

Her endte bundlinjen på 2,2 mio. kr. mod et overskud på 14,9 mio. kr. i samme periode året før.

Omsætningen er også skrumpet og endte på 16,7 mio. kr. mod 19,3 mio. kr. i den tilsvarende periode året forinden.

Resultatet af den primære drift lå på 0,1 mio. kr. i de første ni måneder af regnskabsåret mod 0,3 mio. kr. for de samme måneder året inden.

Selskabet beskæftiger sig primært med salg og markedsføring af Hi-Fi udstyr.

- I forhold til samme periode sidste år har der været fald i omsætningen og indtjening. Sortimentet af højttalere er udvidet, og der arbejdes på forøgelse af salget, oplyser Dantax i regnskabet.

Den overskydende likviditet investeres i børsnoterede aktier. Der har i det seneste kvartal været investeret 68 mio. kr. i aktier, der ifølge Dantax har givet et afkast på cirka 4 pct.

- Den overskydende likviditet påtænkes anvendt til opkøb, såfremt der kan findes en egnet opkøbsmulighed indenfor branchen. Indtil videre placeres den likvide beholdning i børsnoterede aktier og som bankindestående, skriver selskabet.

Dantax fastholder i forbindelse med regnskabet forventningerne til det forskudte regnskabsår 2021/22. De lyder på et resultat før finansielle poster i niveauet 0 til 1 mio. kr. efter skat.

Forventningerne blev nedjusteret ved halvårsregnskabet og lød inden da på intervallet 1-2 mio. kr.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Profit warning❯  Report❯  Shares❯  main text❯