db

Udgivet den 07-08-1996  |  kl. 13:36  |  

København--19. januar--NetPosten--

Købsanbefaling på William Demant

William Demant har fortsat en solid markedsposition og pænt indtjeningspotentiale i vente. Markedet for høreapparater er meget fragmenteret og eventuelle nye meldinger fra William Demant om opkøb/alliancer ventes at blive modtaget positivt i markedet. William Demant er fortsat lavt prissat i forhold til konkurrenten Phonak. Vi har William Demant på Buy.


Bag navnet William Demant gemmer sig et mere kendt navn i danskernes bevidsthed, høreapparatsfabrikanten Oticon. Selskabet, der blev grundlagt tilbage i 1904 af Hans Demant, sælger i dag høreapparater i mere end 100 lande og var den første producent til at introducere et 100 pct. digitalt høreapparat. Det oprindelige produkt er nu udfaset, og William Demant introducerede i midten af 1999 det seneste skud på stammen, DigiFocus II, sammen med de mere prisbillige produkter Ergo og Swift.

Markedet for høreapparater er i øjeblikket meget fragmenteret med tyske Siemens som største udbyder, mens William Demant og amerikanske Starkey kæmper om positionen som nummer to i verden. Også danske GN ReSound er en væsentlig spiller på markedet sammen med schweiziske Phonak og danske Widex. Der har været en del konsolidering i sektoren, men der vil formentlig komme flere alliancer og opkøb i fremtiden. William Demnat har tidligere haft stor succes med at tjene penge på nyerhvervelser, så eventuelle nye meldinger fra William Demant om opkøb/alliancer ventes at blive afspejlet positivt i aktiekursen. Senest indgik William Demant i november 2000 et joint venture- og OEM-aftale (original equipement manufactor) med AVADA, der er en gruppe uafhængige amerikanske høreapparatsforhandlere.

Der er i øjeblikket fuld gang i konverteringen fra analoge høreapparater til digitale, men selv om William Demant var først på banen med det 100 pct. digitale høreapparat, udgør salget af disse skønsmæssigt kun omkring 20 pct. Da de digitale apparater i øjeblikket kan produceres til stort set samme pris som analoge apparater men sælges markant dyrere, er der fortsat potentiale i William Demant og de øvrige producenter. Af de seks største producenter er det imidlertid kun Phonak og William Demant, der er selvstændigt noteret på børsen. I øjeblikket er det vurderingen, at William Demant handles med en rabat i omegnen af 15-20 pct. i forhold til Phonak, der lever højt på et fornemt regnskab, der blev offentliggjort i slutningen af 2000.

Phonak præsterede en indtjeningsfremgang i størrelsesordenen 200 pct., og det fik en del investorer til at søge over i Phonak. Da Nasdaq samtidig begyndte at falde i slutningen af 2000, og det blev klart, at der var en generel afmatning i vente, gik det hårdt ud over selskaber med en høj P/E, deriblandt William Demant. Kombinationen af disse forhold var medvirkende til at William Demant tog et markant dyk fra det hidtil højeste kursniveau på 484. Aktien havde onsdag vind i sejlene og kunne notere en fremgang på over 7 pct. til kurs 375.



Udgivet af: NPinvestordk