De kan ikke blive enige - Kudlow modsiger Trump

Udgivet den 13-09-2019  |  kl. 23:52  |  

Larry Kudlow, præsident Donald Trumps øverste økonomiske rådgiver, har måske trådt i spinaten fredag. I al fald er han kommet til at tale i mod ultralave renter, som hans chef ønsker så brændende.

Kudlow kritiserede nemlig Europas lave, ja, faktisk negative renter, fredag, selv om præsident Trump tidligere i denne uge på Twitter har krævet nulrente "eller lavere" af USA's centralbank, Federal Reserve.

- Den europæiske historie - alle de her superlette penge, nulrenter og negative renter. Ved I hvad, hvis det skulle virke, ville det allerede have virket. Og det har ikke virket, sagde Larry Kudlow til journalister fredag i Baltimore, ifølge Bloomberg News.

I denne uge sænkede ECB sin indskudsrente rente med 0,1 pct.point til minus 0,5 pct., mens renten i USA ligger i intervallet 2,00 til 2,25 pct. Markedet venter dog en rentesænkning på 25 basispoint næste onsdag.

- Det er kun på grund af Jay Powell og Federal Reserves naivitet, at vi ikke kan gøre, hvad andre lande allerede gør, tweetede Trump onsdag.

Han ønsker en svagere dollar og dermed øget konkurrenceevne for amerikanske virksomheder og en mulighed for at refinansiere landets voksende gæld.

- En enestående mulighed, som går tabt på grund af fjolser ("boneheads", red).

"Jay Powell" er Jerome Powell, der er formand for Federal Reserve. Han startede i embedet i februar sidste år og er udpeget af Donald Trump selv.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  macro❯  USA❯