Demant/CEO: Hackerangreb krævede helt ny organisation på fire timer

Udgivet den 16-10-2019  |  kl. 19:27  |  

Hverdagen hos danske Demant har været noget anderledes end normalt gennem den seneste halvanden måned, hvor selskabet har arbejdet i døgndrift på at komme ud af kløerne på det hackerangreb, som ramte i starten af september.

Det gælder både for medarbejderne og på ledelsesgangen. For hvordan ser hverdagen egentlig ud som topchef for et globalt selskab, når man rammes af et cyberangreb, som det har været tilfældet for Demant?

- For det første skal man sikre, at der er styr på det - at vi ved, hvad vi laver, og at vi har fået tiltrukket de ressourcer, som er nødvendige, og som har noget erfaring på det her område, forklarer Søren Nielsen, der er administrerende direktør hos Demant, i et interview med Ritzau Finans.

- De mennesker, der inden det her arbejdede med, hvordan vi øger vores cybersikkerhed - hvilket vi har arbejdet rigtig meget med de seneste to-tre år - har også folk, der kommer ud, når man løber ind i sådan nogle problemer her. De kom også ud og hjalp os lige med det samme. Det skal man sikre sig, og så skal man sikre sig, at der ikke er nogen tvivl om, at der er arbejdsro, hvis man skal have ekstra kapacitet ind, fortsætter han.

HAR LUKKET OS INDE I BUNKEREN

Samtidig har den eksisterende Demant-organisation lukket ned og med topchefens egne ord gået fra at være "ekstrovert" til at være "introvert".

Der er billedligt talt blevet bygget en bunker på Kongebakken i Smørum, hvor Demant hører hjemme, og så har de ansatte koncentreret sig om at servicere de eksisterende kunder og få genoprettet alle data og kritiske it-systemer.

- Man skal have opbygget en organisation, der kan håndtere de diskussioner og dilemmaer, som måtte komme. Så man implementerer i virkeligheden en helt ny global organisation på fire en halv time, siger Søren Nielsen.

- Man ændrer simpelt hen virksomhedens mission, mål og fokus i en periode. Det vigtige har været, at vores egen organisation hele tiden vidste, hvor vi stod, vidste hvad vi kunne sige, og hvad vi desværre ikke kunne sige. Man skal være helt sikker på, at kommunikationen er konsistent, for der opstår ekstremt let rygter, fortsætter han.

EN SKULDER AT GRÆDE VED

En anden ting, der bliver meget afgørende, når vækstplaner og markedsføringsfremstød for en stund må lægges på hylden, er, hvad der skal prioriteres først, når det kommer til kundebasen og den daglige forretning, som Demant har måttet drive mere eller mindre analogt.

Og også her har topchefen i sagens natur en afgørende rolle.

- Jeg har selvfølgelig også selv været med til de mange prioriteringer, der skal laves. Og så skal man også være en skulder at græde ved en gang i mellem, når folk har syntes, at tingene var helt uoverstigelige, siger Søren Nielsen.

- Så man skal også stille op og hjælpe og støtte og takke, når folk har siddet og arbejdet i døgndrift i fire dage i træk. Så skal der også være nogen, der siger, at det er godt gået, fortsætter direktøren.

Generelt set har Demant-topchefen flere gange i forløbet fremhævet sin organisations arbejde med at genoprette systemerne som værende meget flot.

Ifølge ham kunne omfanget af hackerangrebet nemlig have været langt større, hvis der ikke var blevet reageret hurtigt og handlet konsekvent i den efterfølgende periode.

ER I DRIFT IGEN

I sidste uge kunne Demant oplyse i en meddelelse, at samtlige af de kritiske it-systemer igen er oppe at køre, så nu vendes fokus igen i stedet mod at indhente noget af det momentum, der blev tabt efter angrebet.

Rent finansielt estimerer selskabet, at angrebet har kostet 550-650 mio. kr., når man medregner en forsikringsdækning på 100 mio. kr.

Og fordi Demant inden for så kort en periode, som it-systemerne har været lagt ned, ikke har kunnet justere væsentligt på omkostningsbasen, rammer tabet direkte ind i driftsresultatet (EBIT).

Derfor blev forventningerne til hele 2019 i forbindelse med meddelelsen om de finansielle effekter nedjusteret til 2,0-2,3 mia. kr. fra tidligere ventet 2,65-2,85 mia. kr.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  CEO❯  Shares❯