Den amerikanske servicesektor vokser hurtigere end ventet og løfter priserne
De amerikanske indkøbschefers indeks over aktiviteten i servicesektoren, ISM Services, lå en del højere end ventet i september, hvor indekset steg til 54,9 fra 51,5 måneden før. Samtidig ligger priskomponenten noget højere end forudset.
Økonomer havde ifølge Bloomberg News forudset en lille stigning til indeks 51,7.
En værdi over 50 indikerer stigende aktivitet, mens en værdi under 50 indikerer tilbagegang.
Det gælder også for priskomponenten, der indikerer væsentligt højere priser på serviceydelser i september. Den steg således til indeks 59,4 fra 57,3 måneden før. Her havde økonomer ventet et fald til 56,0.
Det overordnede ISM-indeks for servicesektoren bundede ud i april 2020 i 26,7 - som følge af coronakrisen - men satte mod slutningen af coronakrisen rekord af flere omgange - senest i november 2021 med 67,6.
ISM Service offentliggøres af Institute for Supply Management og er blandt de vigtigste indikatorer for aktiviteten i amerikansk økonomi.
Indekset, der er landsdækkende, er baseret på data indsamlet blandt indkøbschefer fra mange forskellige brancher. Respondenterne bliver blandt andet bedt om at vurdere forhold som beskæftigelse, nye ordrer, produktion, leverancer og priser.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›