Den forheksede hovedstad

Udgivet den 13-12-2021  |  kl. 06:00  |  
Preben Angelo, administrerende direktør RealMæglerne

Indblik er i denne uge skrevet af Preben Merrild Angelo, der er administrerende direktør i RealMæglerne.

Undersøgelser har dokumenteret det gang på gang.

Spørger du danskerne, hvordan de helst vil bo, svarer flere end 70 procent, at de ønsker at eje deres bolig. Herefter ønsker kun cirka 20 procent at bo til leje, mens mindre end 10 procent vil bo i andelsbolig. Det viser undersøgelser fra blandt andet Center for boligforskning, Nordea Kredit og RealMæglerne.

Alligevel vil boligminister Kaare Dybvad Bek (S) løse situationen med mangel på mindre og billige ejerboliger i hovedstaden ved hjælp af investering i den almene boligbranche. Det skal blandt andet gennemføres ved at støtte de almene boligselskaber.

Men hvorfor ikke bygge billige ejerboliger i stedet, når det nu er dét, de fleste ønsker sig?

Nuancerne mangler

I 2019 viste en meningsmåling via YouGov, at kun 31 procent af dem, der bor i lejebolig, er glade for at bo til leje, mens hele 34 procent af dem drømmer om en ejerbolig. I skarp kontrast til det står, at kun 20 procent af boligmassen i København i dag er ejerboliger, mens 20 procent er almennyttige boliger, skriver Berlingske.

Resultatet af det er en forhekset hovedstad, hvor sygeplejersken og politimanden skrives ind i en eventyrfortælling om, at det almene er billigt og løser alt. Det er illusionen om, at byen ikke kan rumme dem, medmindre de bor alment.

Det er en skam, at nuancerne udebliver i den fortælling.

Problemet er ikke, at ejerboligerne er for dyre. Problemet er, at der er for få af dem - og især af de billige. Problemet er, at der i årevis er bygget for stort og forkert.

Hvad der er værre er: Boligministerens drøm er ikke kun at poste penge i det almene, men også at færre nye boliger skal være ejerboliger. Med den udsigt vil de sidste tilbageværende ejerboliger i København kun stige endnu mere i pris, og hovedstaden vil forvandles fra slemt til værre.

Husk hele Danmark i debatten

Drømmen får opbakning hos Enhedslisten, hvor boligordfører Søren Egge Rasmussen glæder sig over, at regeringen er stemt for en almen omvæltning:

"Et er, at flertallet ønsker at eje. Jeg tror, det er påvirket af, at mange har oplevet en større indtjening ved at have en ejerbolig end ved at gå på arbejde ... " siger han til Berlingske.

Vi glemmer blot, at boligejerne betaler høje ejendomsskatter. Nogle af de højeste i verden. Samtidig har mange boligejere tabt. Se blot konsekvensen af Finanskrisen. Og læg dertil, at boligejere, der bor i områder, hvor boligpriserne ikke er steget, hvert år i mange år har betalt boligskatter af boliger, der - modregnet inflationen - ikke er blevet mere værd. Altså beskatning af en 0-værdi. Det er helt almindelige børnefamilier med hus og have.

Kaare og Søren blander æbler og bananer sammen, når de taler om fortjeneste. De snakker om Vesterbro, men glemmer resten af Danmark. Man kan ikke stille sig på Vesterbro og definere ejerboligmarkedet ved at tale om de "grådige boligejere", der øjner en hurtig fortjeneste.

Når så mange alligevel (på trods af høje boligskatter) ønsker at eje boligen, er det også dokumenteret hvorfor, og her er særligt tre faktorer helt afgørende:

  • Opsparing. Pengene forsvinder ikke i et sort, bundløst hul af husleje og administration, men opspares i mursten.
  • Frihed. Undersøgelser har vist, at ejerboligen har stor betydning for familiens liv og velfærd, sundhed og trivsel. Friheden til at præge og vedligeholde sin egen bolig er et boost til livskvaliteten for mange.
  • Det er billigere at eje. Har du først mulighed for at komme ind på boligmarkedet, kan udgifterne til at eje være lavere end udgifterne til at leje (beregnet for to ens boliger).

Kilde: Center for boligforskning (1), (2)

Kære Kaare. Almene boliger er fint. Blandede boligformer er fint. Men glem ikke ejerboligerne, som flest drømmer om. Det er muligt at bygge mindre og billigere. I har desværre bare forsømt, at det er sket.

The post Den forheksede hovedstad first appeared on Boligsiden - Bolignyheder.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯