Det er slut med det boomende sommerhussalg

Udgivet den 14-06-2021  |  kl. 06:00  |  
Jan Nordmann, kommunikationschef i EDC

Indblik er i denne uge skrevet af Jan Nordmann, kommunikationschef i EDC.

Der er nu sikre tegn på, at det seneste års boomende sommerhussalg vender tilbage til det mere normale.

En ny opgørelse, som vi har lavet i EDC, viser en radikal ændring i forholdet mellem antal nye sommerhuse til salg og antal solgte sommerhuse.

I perioden frem til marts 2021 blev der således solgt flere sommerhuse, end der blev sat sommerhuse til salg, men siden marts har forholdet været modsat. Der kommer nu flere nye huse på markedet, end der sælges.

I maj, som ellers er en af de helt store måneder for sommerhussalg, kom der således 19 procent flere sommerhuse til salg, end der blev solgt.


Værdier under 100 indikerer, at der sælges flere sommerhuse, end der kommer sommerhuse til salg, mens værdier over 100 betyder, at de kommer flere sommerhuse til salg, end der sælges.

Det er gode nyheder for køberne, der dermed får flere huse at vælge imellem samtidig med, at priserne med al sandsynlighed ikke længere vil stige med raketfart.

For sælgerne betyder det modsat, at de ikke længere kan regne med, at deres sommerhus sælges lynhurtigt, ligesom man som sælger også skal være forberedt på, at køberne fremover vil få mere mod på at forhandle mere om prisen.

Alt i alt er vi derfor på vej tilbage til de normale tilstande.

Sommerhusmarkedet varsler ændringer

Almindeligvis er det ejerlejlighederne i København, der er rettesnor for hvordan resten af boligmarkedet vil udvikle sig. Det er som regel her ændringer og omslag i markedet viser sig først og kraftigst.

Men under coronakrisen var det sommerhusene, der med en pludselig og markant stigning i salget i april og maj 2020 markerede, at noget var i gære på boligmarkedet. Sidenhen fulgte både villamarkedet og ejerlejlighederne med.

Derfor er det også ekstra interessant at holde øje med, hvornår der sker ændringer i situationen for sommerhusene, da de har spillet en særlig rolle under coronakrisen. I min optik er ændringer på denne del af markedet med stor sandsynlighed et varsel om, at hele markedet vender.

Færre fremvisninger

Et andet nøgletal, der også peger i retning af mere normale tilstande, er antallet af fremvisninger.

Her har vi i EDC registreret en mindre nedgang i maj 2021 i forhold til maj 2020. For villaernes vedkommende er der tale om en beskeden nedgang på 3 procent og for ejerlejlighederne er tallet 13 procent færre fremvisninger i maj. Men når det gælder sommerhuse, var der i maj hele 42 procent færre fremvisninger.

De tal vidner igen om et marked, der køler lidt af. Men det lavere antal fremvisninger er også en naturlig følge af det seneste års hektiske salg. Vi har ganske enkelt færre ejendomme at vise frem nu, og det afspejler sig naturligvis i tallene for fremvisninger.

The post Det er slut med det boomende sommerhussalg first appeared on Boligsiden - Bolignyheder.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯