DF: EU skal ikke blande sig i interne danske forhold

Udgivet den 09-10-2000  |  kl. 09:43  |  

København--9. oktober--NetPosten--Dansk Folkeparti forlanger nu en klar tilkendegivelse fra regeringen om, at Danmark ikke vil gå med til, at EU skal oprette en speciel overvågningstjeneste, der skal holde øje med interne politiske forhold i de enkelte lande, siger DF's formand, Pia Kjærsgaard.

Sagen kommer uden tvivl på dagsordenen i forbindelse med Nice-topmødet, og derfor vil Dansk Folkeparti på et møde onsdag i statsministeriet rejse sagen over for statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

- Dette her er Østrig-sagen om igen - blot i langt større format. Nu vil man have skrevet ind i Traktaten, at EU skal kunne komme farende med bål og
brand og lave sanktioner mod medlemslande, hvis de ikke opfører sig som flertallet vil, siger Pia Kjærsgaard.

- Jeg undrer mig meget over, at Venstres Ulla Tørnæs tilsyneladende er villig til at acceptere, at EU skal optræde som et meningspoliti. Først var
Venstre tilhænger af sanktionerne over for Østrig, derefter var det imod, men nu har partiet åbenbart igen skiftet holdning. Det giver ærlig talt
flimmer på skærmen, at landets største oppositionsparti, hvis formand gerne vil være statsminister efter næste valg, hele tiden skifter mening. Derfor
opfordrer jeg Anders Fogh Rasmussen til klart at tage afstand fra EU's overvågningsplaner. De hører ingen steder hjemme i et demokrati, siger Pia
Kjærsgaard.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder