DFDS-direktør: Middelhavet og Nordsøen stærkere end ventet

Udgivet den 23-10-2020  |  kl. 12:39  |  
Arkiv: Foto

Mens lande over hele verden igen oplever øgede rejserestriktioner, efter at corona-smittetallet igen stiger i en alarmerende grad, går det alligevel pænt fremad med fragten af varer.

Sådan lyder det fra Torben Carlsen, administrerende direktør i rederiet DFDS, der fredag var ude at opjustere forventningerne til året for anden gang inden for få måneder.

- Da vi kom ud med vores resultat for andet kvartal i august, sagde vi, at vi havde set en bedre genopretning i fragtvolumen, der stod meget stille i april. Den udvikling har vi bare set forstærket i tredje kvartal, siger DFDS-direktøren til Ritzau Finans.

Rederiet venter nu et driftsresultat, EBITDA, på 2,5-2,7 mia. kr. mod en tidligere forventning på 2,2-2,5 mia. kr.

Det er særligt udviklingen i Middelhavet og Nordsøen, der er de store trækheste i opjusteringen, men overordnet set er fremgangen bredt funderet, fortæller Torben Carlsen.

- Det er de markeder, hvor vi forventede, at vi ville blive hårdt ramt. Tyrkiet, Nordsøen og Storbritannien er kommet hurtigere tilbage. Baltikum er mere stabil, men det er en mere bredt funderet genopretning, end hvor vi var i august, siger han.

Opjusteringen sker til trods for, at DFDS' passagerforretning har taget nogle voldsomme slag i kvartalet.

- Vi er relativt hårdt ramt på passagerdelen, fordi vi i august havde en situation, hvor man godt kunne rejse til Norge, og hvor der ikke var voldsomme karantænerestriktioner til England, Frankrig og Holland. Og nu er det tilfældet, at det gælder stort set alle lande.

- Men passagerdelen udgør i normale år kun 15 pct. af forretningen, og dermed betyder det, at når 85 pct. af forretningen klarer sig så godt, som den gør, så opvejer det tabet, siger Torben Carlsen.

I juni måtte rederiet sige farvel til omkring 650 medarbejdere som følge af faldende aktivitetsniveau.

Der var ventet en bedring i august, men den er ifølge Torben Carlsen udeblevet. Og nu ser DFDS fortsat, at aktivitetsniveauet på passagerforretningen vil forblive lavt i årets sidste kvartal.

- Vi ser selvfølgelig fortsat på, hvad der giver mening og ikke giver mening. Men vi er nede på et aktivitetsniveau, der gør, at det volumenmæssigt ikke kan falde meget mere. Der er jo lukket ned for rejser over grænserne, siger Torben Carlsen.

DFDS-direketøren oplyser fredag til mediet Shippingwatch, at yderligere 150 medarbejdere er blevet afskediget i forbindelse med spareplanen. Dermed er det samlede antal fyringer op på 800, hvoraf 200 skal findes i Danmark, skriver Shippingwatch.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder