DK/Nordea: Forår på vej i dansk økonomi

Udgivet den 27-01-2021  |  kl. 09:00  |  

Selvom anden bølge af coronavirus har sendt iskold vinterkulde ind over den danske økonomi, er der begrundet håb om et økonomisk forår lige om hjørnet.

Det vurderer storbanken Nordea i sin seneste prognose for dansk økonomi.

Effekten af de hårde restriktioner, som er indført her ved indgangen til 2021, ventes at få en mindre økonomisk effekt end dem, der blev indført sidste forår.

- Det skyldes først og fremmest, at både de offentlige og private aktører er langt bedre forberedt på at håndtere situationen, end det var tilfældet i foråret, skriver banken i prognosen.

Den negative vækst i 2020 ventes at have været 3,7 pct., mens den i år ventes at blive positiv med 2,5 pct. og 3,5 pct. året efter. I foråret 2021 ventes BNP at være tilbage på niveauet for coronakrisen.

Tilbage i maj sidste år efter nedlukningerne var Nordeas skøn en negativ vækst på 5,0 pct. for 2020 og en vækst på 4,0 pct. i 2021.

Privatforbruget ventes i år at stige 4,2 pct. og 3 pct. året efter. Dermed indhentes faldet på 3,5 pct. sidste år allerede i år, hvis prognosen holder.

I maj skønnede storbanken en negativ vækst i privatforbruget i 2020 på 6,0 pct. stigende til en vækst på 5,3 pct. i år.

En overraskende stærk fremgang på boligmarkedet er med til at understøtte forbrugernes potentiale, vurderer Nordea.

I finanskriseåret 2008 brugte husholdningerne 17 pct. af den disponible indkomst på rentebetalinger, mens det tal var faldet til lidt over 2 pct., hvilket svarer til en reduktion af rentebetalinger på cirka 80 mia. kr.

Arbejdsløsheden er kommet stærkt igen. Der ventes en bruttoledighed på 130.000 i år faldende til 107.000 året efter. Dermed vil bruttoledigheden været uændret i forhold til 2020.

I maj var skønnet fra Nordea 147.000 for 2020 og knap 152.000 i 2021.

Antallet af lønmodtagere faldt med 80.000 personer, og arbejdsløshedsprocenten steg 2 pct. point under nedlukningen sidste år.

Nu skønnes arbejdsløsheden at falde til 4,5 pct. i år og 3,7 pct. året efter, som det var tilfældet i 2019. For 2020 ventes den at lande på 4,6 pct.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  macro❯  Danmark❯ 

Relaterede nyheder