Dong: Goldman Sachs vil sælge aktier for små 7 mia. kr.

Udgivet den 03-02-2017  |  kl. 07:22  |  

Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs vil sælge 26,5 mio. aktier i Dong Energy, som banken var med til at føre på børsen sidste sommer.

Aktieposten svarer til 6,3 pct. af selskabet og har en værdi af 6,75 mia. kr. baseret på torsdagens aktiekurs.

Salget sker via selskabet New Energy Investments, der er ejet af Goldman Sachs.

Torsdag forlød det ellers, at der kun var tale om et salg af 22,5 mio. aktier, men det er ifølge Dong nu blevet forhøjet.

Aktiesalget foregår via en såkaldt accelereret book-building. Ofte afregnes den slags handler med en rabat, og derfor vil salget formentlig ske til en lavere kurs end 254,60 kr., som Dong-aktien lukkede i torsdag.

Goldman Sachs vil efter aktiesalget stadig sidde med en ejerandel på 7 pct. af den danske energikoncern. Ifølge Dong må Goldman Sachs ikke sælge yderligere aktier de næste 90 dage.

I forbindelse med aktiesalget har den amerikanske investeringsbank meddelt Dong, at direktør Martin Hintze ikke vil genopstille til bestyrelsen i Dong ved næste generalforsamling.

Dong blev børsnoteret i juni sidste år, da ejerkredsen - herunder staten og Goldman Sachs - satte en portion af deres aktier til salg.

Ved børsnoteringen blev Dong værdisat til omkring 100 mia. kr.

Det skete, efter at et flertal i Folketinget i 2013 besluttede at børsnotere Dong med staten som hovedaktionær for at skaffe ny kapital efter et milliardunderskud.

Goldman Sachs købte efter en prissætning på 31,5 mia. kr. 19 pct. af aktierne i Dong. Staten havde før aktiesalget en ejerandel på 81 pct.

I kølvandet af salget til Goldman Sachs udtrykte flere partier dog skepsis over, om det bedste bud reelt kom fra det amerikanske storbank.

Den politiske modstand kulminerede, da SF trådte ud af regeringen i januar 2014 efter at have stemt for salget sammen med den tidligere Thorning-regering, Venstre og De Konservative.

/ritzau/FINANS

Aske Muff +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Seneste nyheder

12:19 Obligationer/middag: Renten holder niveauet frem mod vigtige nøgletal fredag
11:54 Aktier/middag: Påfaldende dyk for Novo opvejes kun delvist af plus til "de grønne"
11:29 Svitzer fastholder forventningerne efter god start på året - afviser konservativ prognose
10:16 Aquaporin rejser 172 mio. kr. i ny kapital
10:09 Astrazeneca stiger efter høj efterspørgsel på kræftmidler i første kvartal
10:04 Nordfyns Banks basisindtjening faldt i første kvartal efter stigning i omkostningerne
09:58 Stærke markeder har presset indtjeningen i Norden: Vi har været for forsigtige siger direktør
09:49 ATP-investeringer kastede 4,5 milliarder af sig i første kvartal
09:32 Fødevaregiganten Nestlé når laveste niveau siden coronakrisen efter skuffende salg
09:30 Fødevaregiganten Nestlé når laveste niveua siden coronakrisen efter skuffende salg
09:20 Aktier/åbning: Som ventet rød åbning - Novo i bund efter komitékritik
09:02 Modvind til tørlast sænker Nordens bundlinje men penge til aktionærerne
08:50 Obligationer/åbning: Som ventet uændret åbning i årets højeste niveau
08:31 Svitzer fastholder forventningerne efter god start på året
08:24 Aktier/tendens: Udsigt til rød åbning - konkurrentnyt til flere selskaber
08:16 FLSmidths finske konkurrent Metso leverer bedre end ventet ordreindgang
07:43 Råvarer: Oliepriserne uændrede mens økonomsik modvind opvejer geopolitiske spændinger
07:38 Chipproducenten STMicro skuffer og nedjusterer efter svag efterspørgsel fra bilsektoren
07:26 Gjensidige Forsikring hårdt ramt af dårligt vejr i første kvartal
07:10 Obligationer/tendens: Udsigt til uændret rente ved åbningen