Drilling-formand: Vi har den perfekte storm for oliemarkederne

Udgivet den 02-04-2020  |  kl. 11:50  |  
Arkiv: Foto

Den seneste måned har store prisfald ramt det globale oliemarked, og det har også tynget både aktiekursen og forventningerne til året hos det danske borerigselskab Maersk Drilling, der udlejer borerigge og -skibe til olieindustrien.

- Når jeg står her i dag og ser tilbage på det seneste år, er det bemærkelsesværdigt, hvordan situationen har ændret sig over de seneste få uger, siger Claus V. Hemmingsen, der er bestyrelsesformand hos Maersk Drilling, på selskabets første generalforsamling som et selvstændigt børsnoteret selskab

Aktionærerne er blevet opfordret til at følge torsdagens generalforsamling virtuelt på grund af udbruddet af coronavirus.

Netop udbruddet af coronavirus har påvirket den globale økonomi, og samtidig har det ramt efterspørgslen efter fossile brændstoffer, fortæller bestyrelsesformanden torsdag.

- Sammen med kollapset i Opec har vi den perfekte storm for oliemarkederne. Og derfor også for et selskab som Maersk Drilling. På nuværende tidspunkt ved ingen, hvor lang krisen vil være, men påvirkningen vil være markant, siger Claus V. Hemmingsen i sin tale på generalforsamlingen.

Han fremhæver samtidig, at Maersk Drilling har en gunstig position på markedet for borerigge, og det skyldes især tre elementer: En moderne og højteknologisk flåde af jackup-rigge, stærke relationer og partnerskaber med kunderne samt en stærk ordrebog.

- I kølvandet på coronakrisen og Opec-uenigheden modtog vi i sidste uge en kontraktopsigelse for Maersk Venturer med en værdi af 175 mio. dollar, men vores backlog forbliver stor og giver en god finansiel gennemsigtighed. Derudover sikrer vores stærke balance os finansiel fleksibilitet, siger Claus V. Hemmingsen.

NEDJUSTEREDE I MARTS EFTER PRISDYK PÅ OLIE

Prisen på en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, er siden starten af marts faldet med lidt over 45 pct. til 27,14 dollar. Det er samtidig et fald på 59 pct. fra starten af april 2019, hvor Nordsø-olien kostede over 66 dollar per tønde.

Prisfaldet blev særligt udløst af, at Saudi-Arabien har lagde planer for et massivt produktionsløft i april. Saudi-Arabien har med initiativet indledt en priskrig mod Rusland, som i starten af marts stillede sig i vejen for de foreslåede produktionsnedskæringer i Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec.

Samtidig har udbruddet af coronavirus også ført til en lavere efterspørgsel efter olie.

De faldende oliepriser og udbruddet af coronavirus fik også for omkring to uger siden Maersk Drilling til at sænke forventningerne til 2020. Driftsresultat (EBITDA) før særlige poster ventes nu på 325-375 mio. dollar mod før 400-450 mio. dollar.

Ifølge bestyrelsesformanden var den tidligere prognose baseret på de kontrakter, som selskabet allerede havde vundet, samt en forventning om, at det ville underskrive yderligere kontrakter for boreriggene både i og uden for Nordsøen.

- Men miljøet med lavere oliepriser vil sandsynligvis påvirke aktiviteten negativt med forsinkelser eller annulleringer af eksisterende udbud samt udskydelse af nye projekter. Dette påvirker udsigterne for nye offshore drilling-kontrakter negativt i resten af 2020, siger Claus V. Hemmingsen i sin tale.

DYSTRE UDSIGTER SKAL IKKE OVERSKYGGE BEMÆRKELSESVÆRDIGT 2019

De nuværende dystre udsigter skal dog ifølge bestyrelsesformanden ikke overskygge, at 2019 var et "meget bemærkelsesværdigt år" for Maersk Drilling.

- Efter måneders forberedelse gennemførte vi børsnoteringen af Maersk Drilling som et selvstændigt selskab den 4. april 2019. Da klokken ringende på Nasdaq Copenhagen, var Maersk Drilling det største nynoterede selskab på den danske fondsbørs i nyere tid. Og mere vigtigt var Maersk Drilling det første selskab af sin slags på børsen, som dermed tilbød en mulighed for at investere i en anden type dansk aktie, siger Claus V. Hemmingsen.

Maersk Drilling, der går under navnet Drilling Company of 1972 på den københavnske fondsbørs, blev børsnoteret som et selvstændigt selskab som et led i A.P. Møller-Mærsks strategi om at skille energiaktiviteterne fra for at blive en fokuseret transport- og logistikkoncern.

Borerigselskabets børsnotering har dog ikke ligefrem været en ubetinget succes målt på udviklingen i aktiekursen.

Maersk Drilling debuterede med en kurs på omkring 570 kr., men den første handelsdag sluttede kursen i 540 kr. Dermed er aktien nu faldt mere end 70 pct. siden noteringen.

Særligt den seneste måned har vist sig at være hård for det danske selskab, der torsdag formiddag handles til 149,60 kr. på børsen.

Dermed er aktien faldet omkring 66 pct. siden starten af 2020, og bare den seneste måned har der været tale om en halvering af aktiekursen. Det er særligt det store fald i olieprisen den seneste måned, der har ramt Maersk Drillings aktie i år.

Flere af det danske selskabs konkurrenter og branchefæller har også oplevet store kursfald det seneste år.

Norske Seadrill er siden starten af april sidste år faldet næsten 94 pct. på børsen i Oslo, og kursfaldet for Northern Drilling og Borr Drilling lyder på henholdsvis omkring 93 pct. og 96 pct. Norske Odfjell Drilling er desuden faldet 71 pct. i perioden.

Samtidig er Diamond Offshore Drilling, Noble Corporation, Transocean og Valaris dykket med mellem 86 pct. og næsten 98 pct. på børsen i USA.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder