DSV har været i "konstruktiv" dialog med Nordea efter fragt gennem Rusland

Udgivet den 23-09-2024  |  kl. 11:52  |  
Arkiv: Foto

DSV og Nordea har haft en "konstruktiv" dialog i sagen om fragt gennem Rusland.

Det skriver svensk Finanswatch ifølge Mobilitywatch.

Speditøren har været indkaldt til møde af Nordea, efter at Shippingwatch og Mobilitywatch har skrevet om, at DSV i enkelte tilfælde havde fragtet gods gennem og til Rusland via den russiske jernbane.

Nordeas pressekonsulent Hugo Laigar afviser at kommentere mødets udfald, men oplyser til Finanswatch.se, at dialogen har været "konstruktiv".

Den nordiske storbank ejer gennem sin aktivforvalter, Nordea Asset Management, DSV-aktier for mere end 4 mia. kr. Endvidere er den nordiske bank yderligere engageret i DSV, da den også skal bistå speditøren i opkøbet af DB Schenker for omkring 107 mia. kr.

Der er dog tale om to forskellige dele af Nordeas forretning.

- Investering og finansiering er to forskellige dele af en banks forretning. Som bank kan vi ikke udtale os om enkeltkunder, men som tidligere kommunikeret har vi sammen med flere andre banker faciliteret finansiering i forbindelse med DSV's opkøb af Schenker, siger Hugo Laigar til Finanswatch.se.

Link til originalartikel: https://mobilitywatch.dk/nyheder/fragt_logistik/article17470745.ece

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Shares❯