DSV: Panalpinas topchef er parat til større opkøb

Udgivet den 14-02-2019  |  kl. 06:35  |  
Arkiv: Foto

Panalpinas topchef, Stefan Karlen, lyder ikke som en mand, der forventer, at selskabets bestyrelse vil acceptere DSV's købstilbud på selskabet. Han peger tværtimod på, at det schweiziske logistik- og transportselskab er parat til selv at foretage et større "transformerende" opkøb.

- Vi er ud fra et driftsmæssigt perspektiv klar til en større transaktion, siger Karlen i et interview med Bloomberg News.

Han udelukker dog ikke mindre bolt-on opkøb, som Panalpina tidligere har gennemført.

- Alle muligheder er åbne.

Stefan Karlen bekræfter, at selskabet er en "køber, ikke et mål" i konsolideringen i sektoren, men Panalpina har ikke travlt, bare fordi DSV er kommet med et bud på selskabet. koncernen vil i stedet fokusere på, at et opkøb har det "rette match", og han peger på, at finansiering kunne ske via en obligationsudstedelse.

Over for Bloomberg News understreger topchefen også, at den daglige ledelse har et åben og transparent forhold til bestyrelsen, der "omhyggeligt" gør sin pligt i forhold til buddet fra DSV.

Den administrerende direktør har tidligere onsdag til den schweiziske finansavis Finanz und Wirtschaft også fortalt, at selskabet har en rolle som køber at spille, og at det har mulighed for at vokse både organisk og ikke-organisk.

Onsdagens meldinger kommer, efter at det amerikanske investeringsselskab Artisan Partners søndag i sidste uge offentliggjorde et brev sendt til Panalpina-bestyrelsen, hvori aktionæren kaldte forholdet mellem Panalpina og Ernst Göhner-gruppen, som er hovedaktionær i Panalpina, for usædvanligt.

Artisan krævede samtidig, at tilbuddet fra DSV bliver taget seriøst, fordi det præsenterer en åbenlys mulighed for god værdiskabelse til aktionærerne i Panalpina.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder