Dystert fald i bankernes basisindtjening over de seneste ti år

Udgivet den 25-09-2020  |  kl. 10:38  |  

Siden første halvår af 2010 er bankernes basisresultat faldet med 60 pct., viser en analyse foretaget for Børsen.

Bankerne er særligt udfordret af de historisk lave renter, og ifølge en bankekspert kan det i sidste ende gå ud over samfundet, skriver avisen.

Der er ikke blevet lagt skjul på, at det i de seneste mange år har været svært at drive bank - renterne er faldet, konkurrencen om udlånspenge er blevet hårdere, og omkostningerne til digitalisering er gået op.

Nicholas Rohde, som er bankekspert og indehaver af firmaet Bank Research, har for Børsen gennemgået de danske bankers halvårsregnskaber siden 2010, og der tegner sig et dystert billede.

Basisresultatet er faldet fra 13 mia. kr. i 2010 til lidt over 5,2 mia. kr. i 2020, og mens bankerne oven på de faldende renter har haft glæde af de stigende gebyrer, ser det ikke ud til at vare ved.

- Hvis renteniveauet ikke retter sig op, og gebyrindtjeningen stilner af, så kan bankerne komme i problemer, siger Nicholas Rohde til Børsen.

Samtidig viser regnskabsanalysen, at det især er de store banker, der møder modvind, uanset hvor de vender sig hen.

- De store erhvervskunder har været begunstiget af den hårde konkurrence og har kunnet presse priserne ned, og derfor er de største banker hårdest ramt, fortsætter han.

Dog påpeger han, at presset ovenfra også smitter af på de mindre banker, skriver avisen.

En anden bankekspert, Lars Krull fra Aalborg Universitet, lægger vægt på, at bankernes lave indtjening går ud over samfundet som helhed, idet bankerne skal låne penge ud til erhvervslivet og private for at understøtte udviklingen, skriver avisen.

Link til originalartikel (for abonnenter): https://borsen.dk/nyheder/finans/bankernes-basisresultat-er-faldet-med-6....

/ritzau/FINANS

Redaktion

Relaterede nyheder