Ebay og Stripe dropper også Facebooks digitale valuta

Udgivet den 11-10-2019  |  kl. 21:46  |  

Ebay og Stripe har fredag meldt ud, at selskaberne alligevel ikke vil deltage i Facebooks digitale valuta, Libra.

Det skriver Financial Times fredag.

- Vi respekterer visionen for Libra Association højt, men Ebay har besluttet ikke at fortsætte som et stiftende medlem. På dette tidspunkt er vi fokuserede på at rulle Ebays egne administrerede betalingsmuligheder ud til vore kunder, siger en talsmand for e-handelsplatformen til avisen.

Også Stripe, der gør sig inden for betalingssystemer, har meldt sig ud af samarbejdet, som er lanceret af Facebook, men med en række andre store virksomheder som medstiftere.

- Stripe støtter projekter, der har til formål at gøre onlinehandel mere tilgængelig for folk verden over. Libra har dette potentiale. Vi vil følge dets fremskridt tæt og er åben over for at arbejde med Libra Association på et senere tidspunkt, oplyser Stripe i en meddelelse.

Det er blot en uge siden, at en anden betalingskæmpe, Paypal, droppede ud af samarbejdet omkring Libra, som har mødt stor politisk modstand i både USA og EU.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder