Ebay slår forventningerne - men prognose i underkanten

Udgivet den 23-10-2019  |  kl. 22:41  |  

Den amerikanske e-handelsplatform Ebay kom ganske fint gennem sit tredje kvartal, men forventningerne til indtjeningen i de igangværende sidste tre måneder af året ligger i underkanten af konsensus. Aktien falder onsdag aften med 3 pct. i eftermarkedet.

Ebay regner med en justeret indtjening per aktie i fjerde kvartal i intervallet mellem 73 og 76 cent, mens Wall Street forud havde sat næsen op efter intervallets højeste niveau på 76 cent.

For nettoomsætningens vedkommende spår Ebay et interval mellem 2,77 og 2,85 mia. dollar. Igen lød konsensus på 2,85 mia. dollar.

Internetselskabet fik i tredje kvartal en nettoomsætning på 2,65 mia. dollar mod ventede netop 2,65 mia. dollar, mens det justerede overskud landede på 67 cent per aktie mod konsensus på 64 cent, ifølge Bloomberg News.

Bruttoomsætningen på selskabets sites faldt i perioden med godt 4 pct. til 21,72 mia. dollar mod ventede 22,00 mia. dollar.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder