ECB-chef ser livligt opsving i underliggende inflation

Udgivet den 24-09-2018  |  kl. 16:01  |  

Chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, ser et "relativt energisk" opsving i den underliggende inflation i eurozonen.

Det siger han ifølge Bloomberg News mandag under en tale i Bruxelles. Ifølge nyhedsbureauet signalerer det, at centralbanken er godt på vej til at hæve rentesatsen næste år.

Centralbankchefen forventer, at forbrugerpriserne gennemsnitligt vil vokse med 1,7 pct. om året indtil 2020. Men de stabile udsigter "skjuler et langsommere bidrag fra ikke-kerne komponenter" som energi- og fødevarepriser.

- Den underliggende inflation forventes at stige yderligere over de kommende måneder, da et strammere arbejdsmarked presser lønvæksten op, siger Mario Draghi ifølge Bloomberg News.

Udmeldingen har fået det brede paneuropæiske Stoxx 600-indeks til at falde med 0,4 pct. og nå det laveste niveau i dagens handel. Bilsektoren falder med 1,5 pct., mens detailsektoren falder med 1,2 pct. efter Draghis udmeldinger.

ECB vil efter planen afslutte sit opkøb af obligationer i december og forventer at fastholde det rekordlave renteniveau frem til i hvert fald sommeren 2019.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  macro❯  Eurozonen❯ 

Relaterede nyheder