ECB/Lagarde: Pandemien rammer hårdere end forudset på kort sigt

Udgivet den 10-12-2020  |  kl. 14:59  |  

Coronaudbruddet og de mange afledte restriktioner lægger stort pres på den europæiske økonomi, og udsigterne er forværret.

Det siger den europæiske centralbankchef, Christine Lagarde, torsdag på et pressemøde, efter at banken har lempet sin pengepolitik ved at forhøje og forlænge sine milliardstore opkøbsprogrammer for obligationer.

- Samlet set antyder de indkommende data og vores medarbejderes prognose en mere udtalt effekt på kort sigt af pandemien på økonomien, og en mere langstrakt effekt på inflationen end tidligere forudset, siger Lagarde.

Hun peger på, at økonomien i første halvår skrumpede markant som følge af coronaudbruddet. Efterfølgende rettede økonomien sig, og væksten var i tredje kvartal på hele 12,5 pct. fra andet kvartal.

Økonomien er dog stadig ikke på samme niveau som inden krisen, og anden bølge af virusset, har atter fået fundamentet til at vakle.

- Andenbølgen og tiltagene for at inddæmme virusset, som vi har set siden midten af oktober, ventes at resultere i en fornyet væsentlig nedgang i aktiviteten i fjerde kvartal, om end meget mindre udtalt, end vi så i andet kvartal, siger Christine Lagarde.

ECB's nye økonomiske prognose forudser en vækst i 2020 på minus 7,3 pct. mod estimeret minus 8 pct. i september. Isoleret i fjerde kvartal ventes en negativ vækst på 2,2 pct. i eurozonen.

I 2021 bliver væksten 3,9 pct. mod tidligere estimeret 5 pct., mens væksten i 2022 vil tiltage til 4,2 pct. fra oprindeligt ventet 3,2 pct.

ECB's nye inflationsprognose forudser en prisstigningstakt på 0,2 pct. i år, 1 pct. i 2021, og 1,1 pct. i 2022. Tidligere var bankens estimater 0,3 pct. i år, 1,0 pct. i 2021 og 1,3 pct. i 2022.

ECB har desuden vovet at forudse inflationen i 2023, hvor priserne ventes at stige 1,4 pct.

Dermed vil inflationen ligge et godt stykke under målsætningen på 2 pct. de kommende tre år, hvilket indikerer lave renter, så langt øjet rækker.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Eurozonen❯ 

Relaterede nyheder