Egetæpper FY: Rammer inden for skiven og venter højere salg i 2018/19

Udgivet den 29-06-2018  |  kl. 13:28  |  

Egetæpper, der består af Ege, Carpet Concept, Hammer Tæpper og Bentzon Carpets, ramte inden for sine egne forventninger i 2017/18, hvor Carpet Concept ikke har levet op til forventningerne, men hvor koncernen er båret frem af fremgang i Ege og Hammer Tæpper.

Det fremgår af Egetæppers årsregnskab, der er offentliggjort fredag ved middagstid.

Selskabet fik en omsætning på 1157 mio. kr. i 2017/18 mod 1016,1 mio. kr. året før. Det var blandt andet drevet af en omsætningsvækst i forretningsdelen Ege, der havde en omsætningsvækst på 9 pct.

Det er selskabets kernemarkeder England, Frankrig, Tyskland, Østrig og Schweiz, der har været tilfredsstillende, oplyser selskabet i regnskabet. Mens Ege har oplevet en mindre tilbagegang i Danmark og Norge.

Omsætningen og indtjeningen i Carpet Concept har ikke været tilfredsstillende.

- Kontormarkedet i Tyskland for high-end produkter har været ustabilt i en periode, hvad der også har ramt Carpet Concept som markedsleder. Situationen forventes bedret i det kommende regnskabsår, skriver selskabet og tilføjer, at integreringen af Carpet Concept har påvirket indtjeningen.

Egetæppers primære drift, EBIT, er steget til 79 mio. kr. mod tidligere 74 mio. kr. Mens nettoresultatet blev øget med 1 mio. kr. til 44 mio. kr.

Bestyrelsen foreslår, at der udbetales et udbytte på 6,50 kr. per aktie, og det er på samme niveau som året før.

Selskabet venter i 2018/19 en omsætning på 1225 mio. kr. samt pengestrømme fra driftsaktivitet på 90-100 mio. kr. Desuden venter tæppeproducenten en EBIT-margin på 7,5 pct.

Egetæpper oplyser desuden, at det forventer at foretage investeringer i langsigtede aktiver på 100 mio. kr. i det nye regnskabsår.

- I vores 2022-strategi er den gennemsnitlige investeringsramme angivet til cirka 50 mio. kr. At rammen for 2018/19 er fordoblet, skyldes primært, at den største del af opførelsen af en ny flisefabrik såvel bygningsmæssigt og maskinmæssigt gennemføres i regnskabsåret 2018/19, fremgår det af regnskabet fredag.

Tabel for Egetæppers årsregnskab for 2017/18:

Mio. kr. FY 2017/18 FY 2016/17
Omsætning 1157 1016,1
EBIT 79 73,7
Resultat før skat 62 62,6
Nettoresultat 44 43,4
Pengestrømme fra driftsaktivitet 60 86
Udbytte per aktie 6,5 6,5

Egetæppers forventninger til 2018/19:

Mio. kr. ved Q4 2017/18
Omsætning 1225
Pengestrømme fra driftsaktivitet 90-100 mio. kr.
EBIT-margin 7,5%

/ritzau/FINANS

Jacob Zacher Poulsen

Tags:  Report❯  Shares❯  main text❯ 

Relaterede nyheder