Ejendomsmæglere: Huspriserne fortsætter med at stige i 2019

Udgivet den 16-11-2018  |  kl. 09:58  |  

Villa. Foto: Boligsiden.dk.

Priserne på villaer og rækkehuse i Danmark er steget 4,4 procent det seneste år, og spørger man landets ejendomsmæglere, vil den tendens fortsætte. Ifølge Dansk Ejendomsmæglerforenings seneste tendensundersøgelse forventer 82 procent af mæglerne, at priserne vil forblive uændrede eller stige det kommende år.

"Huspriserne er steget hvert år siden 2013, og den her undersøgelse indikerer en tro på, at den tendens vil fortsætte i hvert fald et år mere. Det hænger meget godt sammen med, at vi lige nu ser et stigende antal handler i nogle af de områder, hvor der tidligere ikke var så meget gang i salget," siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Et af de pågældende områder er Region Syddanmark, hvor der indtil videre i år er solgt seks procent flere huse end på samme tidspunkt sidste år. Og netop Syddanmark er sammen med Region Midtjylland det område, hvor ejendomsmæglerne tror mest på stigende priser. I begge regioner forventer 51 procent stigende priser.

"Priserne i storbyerne er fortsat historisk høje, og vi ser derfor, at en del af køberinteressen er flyttet længere ud til de øvrige regioner i landet. Den interesse har øget optimismen hos ejendomsmæglerne, der oplever, at folk bliver overraskede over, hvad de kan få, når de dropper de snævre søgekriterier, men i stedet åbner op for, hvad der er på markedet i et lidt større område," siger Ole Hækkerup, direktør i Dansk Ejendomsmæglerforening.

Ifølge Boligsidens Markedsindeks koster en kvadratmeter villa eller rækkehus godt 10.000 kroner i Syddanmark og omkring 12.000 kroner i Midtjylland. Til sammenligning lyder prisen i Aarhus Kommune på 22.500 kroner.

"Køberne kan få langt flere kvadratmeter for de samme penge, hvis de rykker væk fra hovedbyerne, og det er logisk, at de lavere priser lokker købere til. Det kan mæglerne fornemme på den interesse, de oplever, i den daglige kontakt med køberne, og derfor er deres forudsigelser i tendensundersøgelsen et godt pejlemærke for, hvordan udviklingen bliver," påpeger Ole Hækkerup.

Forventninger til udviklingen i huspriserne det kommende år

- 3. kvartal 2018 sammenlignet med 3. kvartal 2019

Område Lavere (i %) Uændrede (i %) Højere (i %)
Hele landet 18 41 41
Region Hovedstaden 42 32 26
København og Frederiksberg kommuner 74 0 26
Region Sjælland 8 55 36
Region Syddanmark 8 42 51
Region Midtjylland 8 41 51
Aarhus Kommune 30 39 30
Region Nordjylland 29 38 33

(Kilde: Dansk Ejendomsmæglerforenings tendensundersøgelse fra tredje kvartal af 2018)

LÆS OGSÅ: Ejendomsmæglere forventer faldende lejlighedspriser

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder