Elekta til bunds i europaindeks efter direktør-exit

Udgivet den 03-06-2020  |  kl. 11:12  |  

Svenske Elekta, der blandt andet leverer udstyr til strålebehandling og strålekirurgi, falder til bunds i det samlede europæiske indeks Stoxx-600.

Aktien dykker onsdag formiddag 7,1 pct. til 92,46 svenske kr.

Det sker, efter at selskabet tirsdag aften kunne meddele, at den administrerende direktør, Richard Hausmann, trækker sig fra posten med øjeblikkelig virkning.

Ifølge pressemeddelelsen sker det på grund af personlige årsager.

- Det har været et privilegium at stå i spidsen for Elektras rejse over de sidste fire år og hjælpe vores kunder med at forbedre livet for millioner af kræftpatienter over hele verden, udtaler Richard Hausmann i meddelelsen.

Økonomidirektør Gustaf Salford bliver udnævnt til midlertidig direktør, mens Elekta leder efter en passende kandidat.

I den anden ende af Stoxx-600 fortsætter den britiske ejendomsinvestor Hammerson, der har en stor mængde indkøbscentre og butiksparker i sit portofolie, med at brage i vejret for anden dag i streg.

Onsdag stiger aktien 21,8 pct. til 135 pence på børsen i London, efter den i går sluttede i top af indekset med en stigning på hele 34,5 pct.

Det skyldes, at Hammerson tirsdag kunne melde, at selskabet regner med at have størstedelen af sine butiksparker oppe at køre igen i løbet af næste uge.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder