EU afviser Italiens omstridte budget i historisk beslutning

Udgivet den 23-10-2018  |  kl. 16:32  |  

Italiens budget duer ikke, og den italienske regering skal lave det om, slår EU-Kommissionen fast.

Det er første gang, at kommissionen afviser et medlemslands budget.

- Det er ikke sket tidligere. Så det er et alvorligt øjeblik for os, siger EU-økonomikommissær Pierre Moscovici på et pressemøde i Strasbourg.

Han understreger, at man med det historiske skridt ikke forsøger at blande sig i de prioriteringer, som den italienske regering har.

Kommissionen uddyber, at budgettet fra Rom afviger fra de anbefalinger, som EU-landenes finansministre blev enige om på et møde i juli.

Det afviger også fra de løfter, som Italien tidligere har givet i landets stabilitetsprogram fra foråret.

Italien har nu tre uger til at revidere budgettet, så det lever op til EU's krav. Det betyder, at et nyt budgetudspil skal være klar 13. november.

- Men vi opfordrer Italien til at sende det udspil så hurtigt som muligt. Det skal ikke nødvendigvis tage tre uger, siger Moscovici.

Han understreger, at døren er åben for dialog med Italien i denne periode.

Italien har en meget høj gæld på over 130 procent af bruttonationalproduktet (bnp), og EU-reglerne kræver, at italienerne bringer denne gæld ned.

- Italiens gæld er blandt de største i Europa, og de italienske skatteydere bruger omkring samme beløb på gælden som på uddannelse.

- I det lys ser vi ingen anden udvej end at bede Italiens regering om at ændre budgetudspillet for 2019, siger Valdis Dombrovskis, som er en af flere næstformænd i kommissionen.

Det udspil, der blev sendt til Bruxelles tidligere på måneden, lagde op til en markant stigning i de offentlige udgifter.

Bryder et medlemsland EU's budgetregler, kan det føre til sanktioner. Det er aldrig tidligere sket, at kommissionen har sanktioneret et land i eurozonen for et budget.

/ritzau/

Ritzau

Tags:  macro❯  Italien❯  Egne aktier❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
3,17%
 
14/11/18

 
1,81%
 
14/11/18

 
1,33%
 
14/11/18

 
0,93%
 
14/11/18

 
-0,09%
 
14/11/18

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder