EU-præsident: Briterne må træffe valg om brexit hurtigt

Udgivet den 21-10-2020  |  kl. 12:12  |  

Storbritannien har en række afgørende valg at træffe for landets fremtidige adgang til EU's indre marked, siger EU-præsident Charles Michel.

Han understreger, at det er op til briterne at bryde et dødvande i handelsforhandlingerne.

Et frustreret EU og et såret eller forurettet Storbritannien har i de seneste døgn udsendt appeller til hinanden om at slå ind på en kompromissøgende linje, så en abrupt og hård afslutning kan undgås på det snart fem år lange brexit-drama.

For briterne vil et hårdt brexit medføre store økonomiske udfordringer på et tidspunkt, hvor Storbritannien er stærkt tynget af coronapandemien.

Men EU's brexit-forhandlere understreger, at det stadig er muligt at få en aftale i hus inden årets udgang. Det er her, at briternes nuværende handelsbetingelser udløber, hvorefter der ikke længere er garanti for kvoter og toldfrihed.

- Der er virkelig ikke megen tid nu, og vi er parate til at forhandle konstant - 24/7 - om alle områder og de juridiske tekster. Storbritannien har en del beslutninger at træffe nu - og det er landets egne frie og suveræne valg, siger Charles Michel, som onsdag talte i Europa-Parlamentet.

Michel siger, at de 27 EU-medlemslande er beredt, hvis det kommer til en abrupt splittelse i handelsforbindelserne uden en ny partnerskabsaftale.

- Brexit betyder brexit, som tidligere premierminister Theresa May plejede at sige. Men brexit indebærer også at træffe valg vedrørende vore fremtidige relationer, siger Michel videre og henviser til uløste spørgsmål om fiskerettigheder, løsninger af stridigheder og økonomisk fair play.

Både EU's og Storbritanniens forhandlere siger, at møderne i de seneste måneder har været uden fremdrift, og premierminister Boris Johnson meddelte efter et EU-topmøde fredag, at briterne nu skal forberede sig på et hårdt brexit.

- Jeg er nået frem til, at vi skal forberede os på 1. januar med en ordning, der mere ligner Australiens baseret på simple principper for frihandel, sagde Boris Johnson.

/ritzau/Reuters

Redaktion

Tags:  Eurozonen❯  Storbritannien❯ 

Relaterede nyheder