Europa/aktier: Commerzbank til tops på roligt marked
De europæiske aktiemarkeder ligger tirsdag eftermiddag og svinger omkring nulpunktet.
Det brede Stoxx Europa 600-indeks ligger ved 13-tiden 0,1 pct. højere, mens det tyske og britiske marked falder marginalt med 0,1 pct. Over året er Stoxx Europa 600-indekset steget 13,6 pct. godt hjulpet af centralbankernes bidrag til den positive markedsstemning i år med rekordlave renter samt store opkøbsprogrammer for obligationer i USA og Japan.
I Tyskland ligger storbanken Commerzbank i front med en stigning på 3,5 pct. JPMorgan forudser i en analyse, at Commerzbank vil nyde godt af bedre markedsvilkår i shippingsektoren.
Også bilproducenten Daimler er i plus med 0,3 pct. For første gang i år har Mercedes-Benz overhalet Audi og var dermed verdens andenstørste producent af luksusbiler i november. Volkswagen, der ejer Audi, og BMW ligger henholdsvis 0,2 pct. højere og 0,4 pct. lavere.
Ifølge Bloomberg solgte Mercedes, der er ejet af Daimler, 133.440 biler i november mod Audis 132.050. For Mercedes vedkommende var det en stigning på 11 pct. år til år. Begge ligger dog fortsat bag BMW, når det kommer til salg af luksusbiler. BMW solgte 149.660 biler i november.
I Paris er EASD faldet 1,8 pct. Selskabet meddelte sent mandag eftermiddag, at det afvikler 5800 stillinger inden for forsvars- og rumfartsindustrien. Det sker for styrke konkurrenceevnen og løfte overskudsgraden.
Blandt de britisk-noterede mineaktier falder verdens største aktør BHP Billiton med 0,9 pct. I sidste uge meldte verdens næst- og tredjestørste mineselskab, Rio Tinto og Vale, at begge for tredje år i træk skærer betydeligt i investeringerne i 2014, og nu følger også verdens største mineselskab, BHP Billiton, trop. BHP Billiton planlægger ifølge Wall Street Journal at slagte knap en tredjedel af investeringsbudgettet, der ifølge avisen skal sænkes til omkring 15 mia. dollar årligt fra 21,7 mia. dollar i det foregående regnskabsår, der sluttede med udgangen af juni.
Nokia-aktien er også på hælene, og falder 2,4 pct., efter Wall Street Journal kan berette, at selskabet risikerer en stor skatteregning i Indien på op til 3,4 mia. dollar. Det er ti gange så meget, som oprindeligt frygtet. Den finske snart forhenværende producent af mobiltelefoner er anklaget for uretmæssigt at have fået fradrag i forbindelse med eksport af software. Nokia mener ikke, man har brudt loven. Den indiske stat har frosset aktiver tilhørende Nokia i landet for at sikre, at det kan betale, hvad det skyldes.
/ritzau/FINANS
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1175
- næste ›