Europa/aktier: Ericsson bragede frem i ellers rødt marked

Udgivet den 21-10-2020  |  kl. 17:43  |  

Den svenske telenetværkskoncern Ericsson skilte sig onsdag markant positivt ud i et marked, der ellers var præget af mindsket risikoappetit og store indeksfald på tværs af Europa.

- Regnskaberne har generelt været bedre end ventet, og forventningsmeldingerne har været en positiv overraskelse. Men der er andre elementer, der i øjeblikket spiller ind og kan have en større påvirkning på markedets udvikling end regnskaberne, siger strateg Patrick Moonen fra NN Investment Partners til Reuters.

Fokus var blandt andet rettet mod de fortsatte forhandlinger i USA om en ny hjælpepakke, og i Europa har flere lande iværksat flere tiltag til at få kontrol med den stigende smittespredning af covid-19.

Det paneuropæiske Stoxx 600-indeks endte dagen 1,3 pct. lavere. Her indtog den britiske guldproducent Centamin en bundplacering med et fald på 19,2 pct. efter en skuffende prognose for produktionen af guld til næste år.

Modsat strålede svenske Ericsson i toppen med en plus på 9,6 pct. efter et stærkt regnskab.

Der kom også pæne tal fra den schweiziske fødevaregigant Nestlé, men her var reaktionen et kursfald på 0,8 pct.

Handelsbankens tredje kvartal bød på færre nedskrivninger end ventet, men i det negative marked faldt aktie med 1,4 pct.

Norske Storebrand steg derimod 3,0 pct. efter sit regnskab, mens kvartalstal fra det hollandske rekrutteringsselskab Randstad udløste en kursstigning på 6,2 pct.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder